How us show will end the?

Lige så underfundig som opsætningen af titlen på albummets cover er Mark Tremontis musikalske fodaftryk. Han har opnået anerkendelse for sit utraditionelle guitarspil og stor kommerciel succes med Creed, men har sammen med resten af bandet også indtaget en plads som mangeårig prygelknabe for kritikere og metalpurister. Det har dog ikke sat sig i Tremontis produktivitet, snarere tværtimod. I Alter Bridge fandt han for alvor gnisten, og som om det ikke skulle være nok, var der også brug for kreative udfoldelser i eget navn. Men er der så noget, vi endnu ikke har hørt, her på sjette udspil fra Tremonti?

I sandhed trés-monti

Som det kan forventes af Mark Tremonti, skorter det naturligvis ikke på guitarsoli. Desværre har de cirka lige så meget identitet som de ukendtes grav på nærmeste kirkegård. Selve rytmesektionen er hæderlig, men gør heller ikke nævneværdigt væsen af sig, og det resulterer i mange numre med ensformige og gumpetunge strukturer. Til forskel fra Tremontis andre projekter har han selv taget rollen som vokalist på sig, men det er nærmest uundgåeligt ikke at holde præstationen op mod Scott Stapp (Creed) og Myles Kennedy (Alter Bridge). En sammenligning, Tremonti ikke står tilbage som vinder af.

Det bliver for mange af numrene til en veksling mellem instrumental virtuositet og en noget anonym vokal. Bevares, som sådan er der ikke noget at udsætte på Tremontis evner som sanger, men han udmærker sig ikke for alvor og løfter ikke rigtig nogen af numrene. Tværtimod lider “The Mother, The Earth And I” faktisk under en langtrukken fremføring af omkvædets lyrik. Ærgerligt for albummets tempo – især da det er åbningsnummeret.

Igennem hele det udmærkede titelnummer, “The End Will Show Us How”, kunne jeg heller ikke slippe tanken, at dette skulle have været et Alter Bridge-nummer, og at Myles Kennedy ville have leveret en langt mere mindeværdig vokal.

All filler, no killer

Genkendelighed og forudsigelighed går ofte hånd i hånd. Mange artister bliver med tiden synonym med deres stil. Det lader dog ikke til at være tilfældet med Mark Tremonti, der ganske vist ikke lader sig forveksle, men samtidig heller ikke for alvor har en solid tonal identitet. Hvor tidligere materiale udgivet i eget navn var langt tungere i sit udtryk, lever indholdet på denne plade i høj grad i overlappet mellem Creed og Alter Bridge. Det er sikkert fint, hvis man ikke kan få nok af Tremonti i nogen afskygning, men gentagelsesfaktoren er stor.