Værdig eller ej?

’Summa summarum, Ash in the Realms of Stone Icon er et mageløst og utrolig imponerende værk, og hvis duoen formår at holde det niveau fremover, så spår jeg dem en stor fremtid – så stor som et nicheband som dem nu engang kan opnå’ – således afsluttede jeg min anmeldelse af amerikanske Tómarúms debutudgivelse tilbage i 2022, og det er jo store ord, må man sige. Nu har gruppen, som i mellemtiden er vokset fra en duo til en kvintet, udgivet sit næste album. Et album, de selv beskriver ’som den sande begyndelse på bandets rejse’ – jo, jo, der er absolut ingen tvivl om, at ambitionerne er enorme, og potentialet ligeså, men hvordan med resultatet så? Er det en værdig arvtager eller en slatten efterfølger?

Plyndringstogt i klædeskabet

Hvis man kæmper sig igennem bandets promomateriale, studser man over en lille detalje, som for nogen måske vil virke som totalt ligegyldig, men for andre kan virke som altoverskyggende. Nemlig at bandet nu refererer til sig selv som ’progressive blackened metal’ og ikke ’progressive black metal’ – og tro det eller lad være, men den lille bøjningsform er faktisk utroligt relevant. For hvis man sammenligner bandets to udgivelser, så er det ganske tydeligt, at Beyond Obsidian Euphoria er markant mindre black end sin forgænger. Til gengæld er der blevet skruet godt op for proggen, og den melodiske dødsmetal er også blevet inviteret indenfor. Vi er markant tættere på bands som The Black Dahlia Murder og Opeth, end vi før har været, og som en, der ikke bryder sig om de to bands (skal vi slås?!), så er det bestemt ikke en udvikling, jeg værdsætter – ej heller er jeg specielt glad for, at lilletrommen nu lyder som regn på et bliktag. Helt generelt virker det, som om at der er alt for mange kokke om det her projekt, men antallet af bandmedlemmer er selvfølgeligt også steget med 150 %. Beyond Obsidian Euphoria er slet ikke så stringent og målrettet som sin forgænger; i stedet så minder det mig mest om min treårige datter, der, hvis man ikke stopper hende, konstant plyndrer sit klædeskab, da hun ikke kan beslutte sig for, om hun skal være klædt ud som prinsesse, arbejdsmand eller farlig los – og derfor beslutter sig for at være en ’herlig’ kombination af alle tre. Og på samme måde som at det er ganske frustrerende at afklæde en prinsesse-los-arbejdsmand, så er det frustrerende at lytte til Tómarúms andet opus. Der er rigtigt meget, der virker på albummet, og de fem musikere er svinedygtige – altså ulækkert dygtige. Men for hver ting, der virker, er der en modpart: Den søvndyssende cleanvokal, bliktrommen og den underlige bjæffevokal, som ikke var til stede tidligere, er alle virkeligt trælse elementer, som trækker det resterende materiale godt og grundigt igennem sølet.

Få så fingeren ud af den navle!

Bandet væver simpelthen for meget, og det hele emmer langt væk af, at det er blevet for navlepillende og selvsmagende, hvilket man da også får bekræftet, når man bemærker, at det her album er næsten 20 minutter længere end sin forgænger! Less is more, drenge! Der er næsten 70 minutters musik på det her album, og det er måske halvdelen, der virkeligt fungerer – ergo virker det til, at bandet skal til at investere i noget wegovy, for der skal dælme skæres noget fedt fra!