Pompøst hasardspil

Da Danske Spil i år 2000 lancerede deres nye satsning "Jokeren", var det med det sprudlende slogan "Jokeren er løs". I starten var danskerne begejstrede og kastede sig med ildhu over det nye, storladne koncept, men det varede ikke længe, før de fleste måtte erkende den barske realitet: Det var nærmest umuligt at vinde. Derfor spredte det ironiske råd "Så lad da vær’ med at spille" sig som en digital steppebrand på nettet. Jokeren (eller hofnarren), som optræder på debutudgivelsen A Story to Tell, er dog af en helt anden støbning med et visuelt udtryk, der er langt mere inspireret af middelalderens teatralske traditioner. Det bliver bragt til live af vokalist Henrik Brockmann – et navn og stemme mange vil genkende fra hans tid som forsanger i Royal Hunt. Bandets line-up tæller også Luca Sellitto på guitar, Carmine Vivo på bas og Viktor Enebjörn bag trommerne, og albummet beskrives af bandet selv som en kærlighedserklæring til 80’erne og 90’ernes metalunivers. Der loves flamboyante guitar-soli og dramatisk vokal, men det store spørgsmål er selvfølgelig, om musikken er lige så vanedannende som danske spils eget indblik i jokerens univers?

Teatralsk men ikke tidløs

Til at starte med er det tydeligt, at vi har med dygtige musikere at gøre. Henrik Brockmann er stadig en stærk vokalist, der formår at tilpasse sin stemme til musikken – særligt på skivens bedste nummer ”Forever and a Day”, hvor han bevæger sig fra indledende dybe toner til de høje registre. Hans rolle som fortæller virker dog en smule påtaget grundet pladens over-teatralske natur, men på trods af dette udfører han opgaven hæderligt taget materialet i betragtning. Den største positive overraskelse er klart Luca Sellitto, der virkelig leverer følelsen af 80’er-metal og 90’er-metal med imponerende guitar-soli, solide riffs på blandt andet numrene ”The Best Part of Your Life” og ”Trust Your Heart”. Selvom sangenes struktur ofte gør solosekvenserne forudsigelige, er bandets fremtid på den front absolut sikret, og er man vild med 80’ernes varme guitar, kan denne plade snildt være et hit.

Pladens opbygning og den generelle iscenesættelse halter dog desværre. Allerede efter få numre bliver det hele alt for teatralsk og flamboyant, og man længes lidt efter en dybere lyrisk substans, end der egentlig nogensinde kommer. Det er mig desuden et mysterium, hvorfor man har valgt den eponyme ballade ”A Story to Tell” som fanebærer på udgivelsen, da nummeret klart er et af de ringere. Det er en typisk 80’er-ballade a la Europe, men nummeret hviler alt for meget på Brockmanns vokal og leverer samtidig for lidt på instrumental-fronten til at ære sin egen spilletid på syv minutter.

Hermed sagt er det også synd, at albummet adskillige gange sænkes i tempo, da bandet fungerer langt bedre, når tempoet er skruet godt op. A-siden er god til dette, men b-siden halter frem og tilbage mellem at være en metal-udgivelse og agere mindernes sti for dem, som gerne vil genopleve 80’ernes puddelhår og miksbåndets ankomst. Var det ideen bag albummet? Højst sandsynligt, men derfor havde jeg stadigvæk gerne set mere tempo og en mere slagkraftig finale end et outro-nummer på 53 sekunder.

Nostalgi og tomatnudler

Hvad end du savner tomatnudlerne, benvarmerne eller 80’er-guitarens varme lyd, så er der helt sikkert positive oplevelser at finde på A Story to Tell, der roligt guider dig igennem dens spilletid. Man skal dog ikke forvente alt for meget substans, for ligesom i middelalderens gøglede verden, hvor storladne ambitioner hersker, er hofnarren symbol på glæde, musik og undertrykkelse uden at have det store at sige i den favre verden. Jeg ser dog en lys fremtid for bandet, hvis de formår at løse de mest essentielle problemer, som skiven har, og ønsker Henrik Brockmann og co. held og lykke på deres rejse.