Når man siger ja alt for hurtigt …

Der kan være mange forskellige årsager til, at man vælger at anmelde – og bearbejde – en udgivelse fra et band, man ikke kender. Måske har man hørt godt om dem fra andre troværdige kilder. Måske så man albummets cover og blev fanget ind af dettes visuelle aspekt. Måske blev man besnæret af at læse om bandets og dets lyriske koncepter og universer. Der er utallige årsager til hvorfor og hvorledes, og i lige dette tilfælde, så valgte jeg simpelthen at kaste mig over Tardigrade Infernos nyeste skive, Hush, da jeg fik fortalt, at de er fra Rusland, og at de spiller 'dark cabaret metal'. Denne kombination var umulig for mig at modstå. Desværre skete der det, at jeg kom til at sige ja alt for hurtigt – nysgerrighed slog simpelthen katten ihjel – for da jeg så både fotos og albummets cover, vidste jeg godt, at jeg var kommet ud på dybt vand. Spørgsmålet er så, om jeg kan bunde eller ej.

I havde været store i 00’erne!

Hvis jeg havde fået en krone, hver gang jeg havde anmeldt kabaretmetal … ja, så ville jeg have to kroner, hvilket ikke er meget, men det er da spøjst, at det er sket mere end én gang. Jeg ved dog ikke helt, hvor meget kabaret der nu også er over Hush. Skiven lyder mestendels som en blanding af Avatar, Paramore og My Chemical Romance. Med andre ord, så lyder skiven som en cirkusforestilling, der havde været et gigahit i slutningen af 00’erne. Lyrikken skifter mellem engelsk og russisk, og det er især, når Darya Rorria synger på russisk, at der virkelig går cirkusforestilling i det. Hun synger egentlig fint, men når det foregår på hendes modersprog, så tillægger hun sig en utroligt enerverende pattebarns-dialekt, som mest giver en lyst til at smide sit headset langt pokker i vold. Det er faktisk umuligt at lytte til hele ”Hide ’n’ Seek” uden at blive godt gammeldags irriteret.

Hush er også en alt for lang udgivelse. Jeg er med på, at 45 minutter ikke er en evighed, men når nu de 11 (!) numre alle lyder så umådeligt ens, ja, så bliver det altså lidt af en ørken-, eller måske nærmere tundravandring. Når albummet er allerbedst, bliver det aldrig bedre end 'okay', og når det er allerværst, er det mildest talt grelt. ”Subatomic Heist” kunne være et ret sejt nummer, hvis de lige skruede ned for Harley Quinn-gøgleriet, og det samme gælder ”Dead Fish Smile”, som med sine jazzede, speak-easy elementer faktisk er ret charmerende – hvis det så ikke havde været for hele c-stykket, hvor det elegante smides ud af vinduet, som var det en russisk IT-chef, for så at blive erstattet af en værre omgang stadionrock. ”I.C.D” forsøger sig med næsten at være dødsmetal og er igen relativt tæt på målstregen, altså lige indtil der så skrues helt ned for tempoet, for nu skal der pludselig være tid til 90’er-popomkvæd a la Anastacia.

Snorlige cirkus eller retningsløs impro-fis?

Jeg anerkender fuldt ud, at jeg er gået forkert i byen her, men selv store fans af cirkusmetal må da lytte til det her og trække på skuldrene – ydermere fortjener de også bedre end sådan en middelmådig omgang. Faktisk er det mest irriterende, at man kan høre, at Tardigrade Inferno faktisk sidder med alle byggeklodserne foran sig, men åbenbart har smidt manualen væk. Det resulterer i, at alt hvad de bygger op, er faldefærdigt, klodset og – lad os være helt ærlige – grimt. Ulig Magoyond, der jo også befinder sig i kabaretmetal-verdenen, så er Tardigrade Inferno hverken sjove, sexede eller lige så dygtige sangskrivere. Det til trods, så er der potentiale her, men av, min arm, hvor skal der strammes op og fokuseres. Jeg er med på, at kabaretmetal skal være gakket og fyldt med gøgl, fis og ballade. Men det her er jo en cirkusforestilling, ikke amatør-improteater … eller hvad?