Nyt fra Killtown
Jeg har glædet mig til Taphos’ debut lige siden jeg hørte deres demo, Premonition, fra 2017. Bortset fra det kender jeg dog meget lidt til gruppen, udover at den første demo kom i 2016, samt at medlemmerne trods det græskklingende navn øjensynligt har rødder i Københavns undergrund (også kendt som ”Killtown” eller ”K-town”, afhængigt af om man primært er til dødsmetal eller punk). Derfor kan man også rimeligvis forvente en gang dødsmetal med tryk på ”død”, hvilket tilfældigvis er min foretrukne type. Taphos er tilsyneladende enige, hvis man skal dømme efter debuten, Come Ethereal Somberness.
Voldsomt ørehængende
Taphos’ stil bærer tydelige præg af Funebrarum og Incantation med voldsomme tremolo-riffs, voldsomme trommerytmer og voldsomme leads, som føles helt forkerte på den helt rigtige måde. Vokalerne indtager et højere leje end hos amerikanerne, hvilket gør udtrykket mindre grotteagtigt, men ikke mindre aggressivt. Stilen fremvises med behørig stolthed og overbevisning på åbningsnummeret ”Impending Peril”, hvor kvalitetsrige (og voldsomme) riffs møder intelligent sangskrivning. Gennem velvalgte variationer i tempo, lydniveau, riffs og beats drives sangen gennem sin spilletid på seks og et halvt minut, og ingen af sangens elementer bliver hængende længere, end at det stadig er interessant.
Hvad mere imponerende er, så fortsætter Taphos de gode takter fra åbneren. ”Thrive in Upheaval” følger op med et slam-riff kombineret med lækre licks, inden versets tremoloriff borer sig uløseligt fast i kraniet. Fra start til slut emmer albummet af høj kvalitet, og den velbeskårede spilletid på 35:55 gør, at man snildt kan starte forfra, når de sidste foruroligende toner fra outroen er ringet ud.
Er der nogen substantiel kritik at rette mod Somberness? Ikke for alvor. Jeg er godt nok ikke fuldstændig solgt på det lettere kaotiske riff og rytme, der indleder ”Insidious Gyres”, men det er effektfuldt placeret efter mellemspillet ”Dysfori”, og desuden har ”Gyres” – som de andre sange – væsentligt mere end blot ét riff at byde på. Enkelte leads på albummet fanger mig ikke i samme grad som for eksempel tapping-helvedet på ”Impending Peril”, men det er så også det. Tilbage til lovprisningen.
Musikken på Somberness er – ligesom nyere tids Incantation – på én gang nådesløs og umiddelbar; brutal og ørehængende. Jeg får nok aldrig de infernalske leads fra ”Livores” ud af hovedet, og jeg kan heller ikke se, hvorfor i alverden jeg skulle ønske dem andre steder hen. Udover at riffværket er i topklasse, lader albummets produktion hver tone at stå knivskarpt uanset hvad trommerne laver imens. Trommernes lyd er jeg i øvrigt også svært tilfreds med, og det forestiller jeg mig også, at gruppen er.
Æstetisk ødelæggelse
Får Taphos ekstra velvilje fordi, de er fra København? Nej. Får de ekstra velvilje fordi, de trækker på Funebrarum? Det kan diskuteres. Får de ekstra velvilje, fordi de har begået en skive som er spændt til bristepunktet med lækre og brutale riffs, ubehagelige leads, tunge beats og hæse growls, alt sammen pakket ind i velovervejet sangskrivning, som fastholder interessen? Ja, i høj grad. Ligesom Phreneliths Desolate Endscape gjorde det sidste år, efterlader Come Ethereal Somberness et klart indtryk af, at nogen eller noget er ophørt med at eksistere, mens man har lyttet til den.