Killtown Death Fest VII: The Decompomorphosis

By Nikolaj Bransholm - Bransholm Photography

Forord til KTDF-VII: The Decompomorphosis

Dødsmetal! Rå dødsmetal, brutal dødsmetal, dissonant dødsmetal, satanistisk dødsmetal, nihilistisk dødsmetal, Lovecraft-dødsmetal, rådden og snavset og beskidt dødsmetal – Killtown Death Fest har det hele, og mere af det end en ussel dødelig kan overleve. Endnu en gang tak til arrangørerne for at invitere HMDK’s værdiløse poser – jeg mener dødsmetal-connoisseur extraordinare – med til landets med afstand største dødsfest.

Først har jeg et par vigtige kommentarer. Når jeg ser tilbage på sidste års reportage, slår det mig, at jeg var temmelig rundhåndet med karaktergivningen. Jeg havde adskillige fremragende oplevelser, men jeg erkender også, at jeg til tider lod min egen personlige begejstring løbe af med mig. På baggrund af denne erkendelse har jeg forsøgt at stemme lidt ned i forhold til sidste år. Hvis det ser ud, som om KTDF-VII: The Decompomorphosis var kedelig i forhold til 2018, så er det blot på grund af det nævnte.

For det andet har jeg desværre ikke kunnet anmelde alle koncerterne i år. Hovedårsagen er, at jeg i mellemtiden er blevet far, og altså har en dreng på ni måneder at passe fra den årle morgenstund (jeg var oppe kl. 5:40 fredag morgen og kl. 04:15 lørdag morgen). Derfor fravalgte jeg de sene koncerter, hvilket naturligvis er en forbandet skam, for arrangørerne havde fundet nogle særdeles forrådnede godbidder frem, som jeg hverken har set eller anmeldt. Men! KTDF er en undergrundsfestival, og jeg håber, at læseren vil se det som værende i festivalens rette ånd, at det som hovedregel er de mindre kendte bands, der har fundet vej til indeværende reportage. Det komplette program kan findes på KTDF's hjemmeside.

Endelig vil jeg forsøge at linke til hver enkelt gruppes bandcamp-konto, så læseren nemt kan klikke ind og streame bandets musik gratis samtidig med, at han/hun/de læser reportagen. Undergrundsmusik er per definition langt fra for alle, men jeg håber, at dødsmetalfans vil give nogle af grupperne en chance. Undergrunden har en særlig semantik, som kan virke frastødende eller som en hindring, men som også åbner for musikoplevelser, man ikke får andre steder fra. Og så er der naturligvis fede riffs – massevis af fede riffs!

Torsdag:

  1. Kever
  2. Chthe'ilist
  3. Lucifericon
  4. Corpsessed
  5. Adversarial
  6. Abhorrence

Kever Sort Scene, kl. 17:00

Festivalen åbnes af noget så sjældent som et israelsk dødsmetalband, og efter at have stiftet bekendtskab med Kevers underjordiske halvatmosfærisk dødsmetal, er jeg blevet mere og mere tilfreds med, at netop de skal åbne festivalen.

Kever havde ikke taget den underjordiske atmosfære med fra studiet, men de havde til gengæld alt andet. Med velslebne våben i hånden og en særdeles geværlydende lilletromme spillede israelerne et mestendels ædru publikum op. Bevares, fyraftenspublikummet skulle rives ud fra arbejdspladsen og hen i Pumpehuset med vold og magt, men netop vold og magt leverede gruppen rigeligt af, og ”Act of Oblation” fra Primordial Offerings fik varmet folks nakkemuskler op. Kever overbeviste flot som festivalåbnere og efterlod indtrykket af, at koncerten kunne have nået kogepunktet, havde de spillet senere på aftenen.

6/10

Af .

Chthe'ilist Main Stage, kl. 18:00

Chthe’ilist er inspirerede dels af finske Demilich, dels af amerikanske Lovecraft, og det er de naturligvis ikke ene om. Til gengæld er deres lydudtryk autentisk monstrøst, og det særprægede Demilich-aftryk afspejler glimrende fascinationen ved Lovecrafts univers.

Bemærkelsesværdigt nok ville man kunne fornemme Cthulhu-mytoset på bandets lydudtryk og ageren på scenen. Navnlig vokalisten lignede et udefinerbart uhyre, som han bevægede sig voldsomt i takt til de kantede rytmer badet i det bagfrakommende grønne scenelys. Under de mere gængse backbeat-stykker gik musikken tydeligst igennem, og det var også her, at publikum viste den største begejstring. Bevidst feedbackstøj dæmpede jublen fra publikum blandt de første numre, men ved den første stilhed tilkendegav folkemængden deres tilfredshed. Først og fremmest var det en meget visuelt underholdende koncert, som bragte De Gamle Guder ind i folks bevidsthed; dernæst en tilfredsstillende gang særpræget dødsmetal fra et band, man ikke ofte hører mage til.

 

6/10

Af .

Lucifericon Black Stage, kl. 19:00

Lucifericon er det eneste hollandske navn på festivalen, og selvom de spiller blackened death metal, levner musikken også tid til at fordybe sig i okkulte, doomy stykker. Jeg havde glædet mig til koncerten særligt på grund af gruppens genkendelige riffs, men desværre levede oplevelsen ikke op til forventningerne.

Sort Scene var halvtom i begyndelsen, men folk kom hurtigt til for at dyrke Satan. Men på trods af, at både vokalens rivejernsgrowl og de veldefinerede riffs stod tydeligt i lydbilledet, blev der aldrig rigtig udvekslet nogen energi mellem scenen og gulvet. Fra alle involverede parter virkede oplevelsen sært halvhjertet, hvilket især blev tydeligt, da gruppens opråb til gæster fra forskellige lande blev mødt med tavshed. Dele af publikummet mærkede også sulten komme snigende og forlod koncerten for i stedet at hellige sig aftensmaden. Helt skidt var det ikke; gruppen gemte det bedste til sidst – eller også var det kun fansene, der var tilbage – og headbanget blev der trods alt. Alt i alt var Lucifericons koncert dog desværre en skuffelse, som aldrig rigtig fik publikums udelte opmærksomhed, og som sluttede næsten ligeså affolket, som den begyndte.

3/10

Af .

Corpsessed Main Stage, kl. 20:00

Corpsessed tilhører Finlands moderne (post-2000) scene, men selvom oprindelsen kan anes ud fra deres musik, er de gået langt for at skabe en særskilt lyd. Impetus of Death fra sidste år er spækket med kæmpe riffs, nedsænket i grottestemning og dekoreret med et surrealistisk cover.

Ligesom alle andre er jeg nødt til at spise, og da jeg kom nølende ti minutter inde i Corpsesseds sæt, måtte jeg se koncerten på lang afstand. Corpsessed er nogle tunge gutter, der spiller tung musik; måske var det afstanden, men de lignede alle sammen kæmper. Ligesom Chthe’ilist tidligere på aftenen stod Corpsessed som silhuetter mod en grøn baggrund. Længere fremme nød publikum den massive tyngde med headbanging og brøl mellem numrene, men for de fleste gæsters vedkommende var det en kiggekoncert. Det var nu ingenlunde grundet en kedsommelig præstation eller store lydproblemer; som helhed var koncerten hæderlig, men fansene var tydeligt gladere end resten.

 

Af .

Adversarial Black Stage, kl. 21:00

Blastbeats, dissonans og hadsk nihilisme er øverst på dagsordenen, når canadiske Adversarial betræder scenegulvet. Med titlen Death, Eternal Nothing and the Black Knife of Nihilism lægger deres seneste album op til en voldelig og intens oplevelse, og musikken skuffer ikke.

Sort Scene var tætpakket fra første sekund, og første halvdel af koncerten befandt jeg mig næsten lige bag Stench Reels kameramand, så jeg intet kunne se. Høre kunne jeg til gengæld, og selvom mange af de dybere riffs fortabte sig i trommesættets ubønhørlige overgreb, steg de skærende toner fint op af dyndet og ind i folks hjerner. Mængden benyttede det kaotiske lydbillede til at moshe igennem, ligesom koncerten affødte de første crowdsurfere; én af dem surfede op på scenen, hvor han gav et overraskende passende hyl i mikrofonen. Publikum skulle lige bruge det første nummer til at komme ind i Adversarials stemning, men derefter så de sig heller ikke tilbage.

8/10

Af .

Abhorrence Main Stage, kl. 22:00

Få bands har inspireret så meget – direkte og indirekte – på baggrund af så sparsomt materiale, som Abhorrence, og adskillige bands på plakaten sporer deres aner tilbage til finnernes Vulgar Necrolatry-demo fra ’90 og eponyme EP fra ’91.

Legendernes første koncert uden for Finland i 29 år lignede længe en koncert på det jævne, som trods en udmærket præstation fra scenen ikke for alvor fik tag i publikum. Modsat Corpsessed to timer tidligere var jeg kommet i god tid og tog plads tæt på scenen, hvor publikum lyttede og nikkede med, ligesom gruppen blev tiljublet mellem de tunge, temposkiftende sange. Henimod de sidste numre opstod imidlertid en moshpit ud af det blå, som varede ved i intensitet til koncerten sluttede. Der var store smil og hænder både blandt publikum og – især – fra scenen, da koncerten sluttede med ”Vulgar Necrolatry”, og trods en langsom start var Abhorrences koncert absolut en mindeværdig oplevelse.

 

7/10

Af .

Fredag:

  1. Chaotian
  2. Ghastly
  3. Drowned
  4. Black Curse
  5. Transgressor
  6. Malthusian
  7. Ritual Necromancy

Chaotian Byhaven, kl. 14:30

Chaotian er første københavnske navn på plakaten, og får til opgave at skyde fredagsprogrammet i gang i de spæde morgentimer. Chaotian blev dannet i 2017, og har indtil videre udgivet to rådne og rigeligt afstraffende demoer, Where Gods Excarnate (2018) og Festering Carcinolith (2019).

Jeg kan ikke huske, hvor mange der så sidste års tidlige koncerter, men taget i betragtning af at Chaotian spillede en time tidligere, end Galvanizer gjorde sidste år, var jeg pænt imponeret over fremmødet. Som trioen tog hul på sættet, rejste folk sig fra de omkringstående bænke, og en pæn folkemængde samledes foran scenen. Lyden imponerede ligeledes; idet ikke blot musikken var tydelig, men også den snavsede demokvalitet. Gæsterne jublede også pænt mellem numrene, og de forreste var ikke mere tømmermændsplagede end, at de stive nakker fra i går kom på arbejde igen. Entusiasmen stiger generelt, som dag bliver til nat, men det betyder absolut ikke, at de tidlige koncerter skal være kedelige, og Chaotians koncert var en god og vellydende gennemgang af deres demoer.

 

6/10

Af .

Ghastly Byhaven, kl. 16:00

Finske Ghastlys musik kræver mere opmærksomhed, end jeg har kunnet give det de få gange, jeg har kunnet tage høretelefoner på og lytte til det. På baggrund af deres koncert er dette foretagende til gengæld også steget på min prioriteringsliste.

Solen viste sit forhadte ansigt kort før koncerten, men gik ligeså hurtigt i dækning bag skyerne, da først finnerne gik i gang. Bassist/førstevokalist bar en falmet Darkthrone-trøje, hvilket passede fint til hans maniske råb. Jeg kunne til gengæld fornemme, at det var svært for publikum at følge musikken; i hvert fald hvis man ikke kendte den i forvejen. Mange koncentrerede sig derfor om at slå ørerne ud, og forsøge at få musikken med, hvilket lykkedes fint dømt ud fra begejstringen rettet mod gruppen. Den til tider punkede energi ruskede da også op i eftermiddagsgæsterne, og Ghastly leverede en god og dybfølt koncert, som dels anbefalede deres musik, og dels anbefalede, at man lytter opmærksomt.

6/10

Af .

Drowned Hovedscenen, kl. 17:00

Tyske Drowned har næsten­ været ligeså længe som Derkéta om at udgive et fuldlængdealbum. Idola Specus udkom i 2014, toogtyve år efter gruppens stiftelse i 1992. Så vidt jeg kan forstå, var det først i 2010, at det lykkedes bandet at skabe en stabil sammensætning, som nu for anden gang besøger Killtown.

Med langærmede, sorte skjorter lignede kvartetten nogen, der ligeså godt kunne have spillet jazz – indtil koncerten begyndte. Indlevelsen levnede ingen tvivl om, hvilken musik der var gruppens foretrukne. Vokalisten/bassisten havde indledningsvist et problem med mikrofonen, men det blev hurtigt løst. Gæsterne var glade for at være kommet ud af sollyset og ind i Pumpehusets mørke – det var jeg i hvert fald – og nød det tunge lydudtryk i fulde drag. Udover det indledende tekniske problem måtte én af guitaristerne ud i kulissen en tur, men jeg kunne ikke rigtig gennemskue problemet. Drowned sluttede af med et cover af (svenske) Grotesques ”Ripped From the Cross”, som lod til at være én af gruppens inspirationskilder, da den passede perfekt ind i sættet.

 

7/10

Af .

Black Curse Sort Scene, kl. 18:00

Black Curse er skabt af etablerede kunstnere fra Denvers dødsmetalscene, og festivalen har valgt at tage en chance for at give publikum nærmest den mest ultimative undergrunds-oplevelse nogensinde: Et band, som næsten ingen har hørt før. Bandets første demo, Eternal Wound, er nemlig endnu ikke udkommet, så jeg er ekstra spændt på netop denne koncert.

Lad mig lige sige fra begyndelsen: Jeg vil rigtig gerne høre mere til Black Curse, for på trods af at koncerten blev en skuffelse, var jeg imponeret over musikken og præsentationen. Guitaristen/vokalisten gav en meget lidenskabelig præstation – så lidenskabelig, at han halvvejs gennem første nummer smed guitaren og svingede vildt med mikrofonstativet. Ved et uheld røg lyden til mikrofonen, og det tog sin tid at få genskabt forbindelsen. Tomrummene mellem numrene blev fyldt ud af samples med rumlende støj, hvilket lod til at være en konceptuel beslutning, som lagde en effektiv dæmper for enhver jubel, folk måtte komme med. Frontmanden blev ligeledes nødt til at forsvinde i kulissen under et sample med et andet problem. Sort uheld kom i vejen for, hvad der kunne have været en fin og medrivende oplevelse. Selvom jeg foretrækker at kende til musikken på forhånd, når jeg tager til koncert, lykkedes det trods alt for gruppen at overbevise mig om, at deres musik skal opleves snarest muligt; enten på anlægget, fra scenen, eller allerhelst begge dele.

3/10

Af .

Transgressor Hovedscenen, kl. 19:00

By Nikolaj Bransholm - Bransholm Photography

Hvor tit har man muligheden for at opleve et slutfirser-dødsmetalband fra Japan? Transgressor har ikke været udpræget produktive i de forgangne tredive år, men de deler til gengæld medlemmer med både Anatomia, som spiller på Dystre Søndag, og Wormridden, som spillede samme dag sidste år.

I begyndelsen var det svært at leve sig ind i musikken pga. hyppige temposkift mellem lav- og midttempo. Men uanset, om man hørte til gruppens fans eller (som jeg) hørte dem for næsten første gang, blev man hurtigt revet med af japanernes til tider sludgede, til tider doomede, og hele tiden underholdende dødsmetal. Buldrende passager samt tydelig spilleglæde fra gruppen var noget, som publikum satte pris på. Selvom jeg stod længere tilbage end de mest engagerede gæster, og selvom den ene guitar sandt at sige var uhørlig, var det umuligt at forlade koncerten med andet end et stort smil på læben. Transgressor var et meget sympatisk bekendtskab, som leverede noget så sjældent som en venlig stemning oven i de stenhårde dødsriffs.

 

7/10

Af .

Malthusian Sort Scene, kl. 20:00

By Nikolaj Bransholm - Bransholm Photography

Malthusians musik er decideret skræmmende, dels på grund af det meget atmosfæriske og uhåndgribelige udtryk, og dels på grund af de vekslende og torturerede vokaler, der kommer fra sammenlagt tre struber. Malthusian blev dannet i Dublin i 2012, og har siden skabt tre udgivelser af dissonant og atmosfærisk dødsmetal – senest Across Deaths – som ikke helt minder om andre grupper.

Jeg havde ikke forventet noget af det, Malthusian kom med. For det første stod tre langhårede og -skæggede mænd på scenen og headbangede voldsomt, når de ikke lige rallede ind i mikrofonen. For det andet var lyden meget mindre atmosfærisk end indspilningerne, og i stedet meget tættere på. Dette gjorde det så meget desto sværere at fornægte de tordnende blastbeats, brændende dissonans og hadske skrig, som irerne spyede ud over den intetanende mængde. ”Intetanende” var til gengæld en god beskrivelse for mængden, hvis engagement ikke kom i nærheden af kunstnernes. Publikum kom aldrig op at ringe til Malthusians koncert, men det gjorde til gengæld bandet selv – i femoghalvtreds minutter. Og det skal man ikke ringeagte.

6/10

Af .

Ritual Necromancy Hovedscenen, kl. 21:00

På trods af mine ihærdige forsøg på at lære alle grupperne at kende forud for festivalen, har jeg ikke haft tid til at sætte mig grundigt ind i Ritual Necromancy. Mit førstehåndsindtryk siger, at de bærer en vis inspiration fra Incantation, og opfordrer i øvrigt læseren til at lytte til Disinterred Horror fra 2018.

Det tog ikke lang tid, før der blev dannet en moshpit foran scenen. Til gengæld tog det heller ikke lang tid, før moshingen hørte op og efterlod et gabende hul midt for scenekanten. Det er nu ikke gruppens skyld – amerikanerne leverede ikke nogen dårlig præstation, men den evige lige-ved-og-næsten-moshpit satte sig nu engang i min bevidsthed. Da jeg gik længere tilbage, konstaterede jeg, at Ritual Necromancy desværre havde problemer med en højlydt summen fra bassen hele sættet igennem. Gruppen spillede ufortrødent videre, og de smadrende Incantation-inspirede stykker – komplet med pinch harmonics – glædede også publikummet, som kvitterede med et pænt bifald.

Jeg havde planer om at holde mig oprejst til Tomb Molds koncert ved 23-tiden, men udsigten til at skulle ekstremt tidligt op samt trætheden efter at have taget mig af mit barn hele den foregående nat dræbte den idé. Et kvarter inde i Mortuous’ sæt tog søvnbehovet overhånd, og jeg kastede håndklædet i ringen og tog hjem i seng.

5/10

Af .

Lørdag:

  1. Bastard Grave
  2. Har
  3. Ignivomous
  4. Taphos
  5. Of Feather and Bone

Bastard Grave Byhaven, kl. 14:30

Bastard Grave fra Helsingborg begyndte karrieren inspireret af deres svenske arv, hvilket er tydeligt fra første sekund af debuten What Lies Beyond. På den nyligt udgivede opfølger har gruppen taget en mere beskidt drejning, dog stadig med rigeligt af tung groove.

Folk stimlede omgående sammen om Byhavens udendørsscene, da Bastard Grave tog hul på det første af mange headbangerstykker. Headbanget blev der såmænd også, omend tidspunktet, trætheden og tømmermændene tog adskillige centimeter af amplituden. Forsangeren fik omgående folk nærmere, så vi ikke alle stod så satans spredt. På trods af en lettere lav guitarlyd var folk glade for hvert nummer, og bifaldt entusiastisk ind mellem numrene. Jeg kunne godt have ønsket mig en eller to af deres kædesavsnumre (f.eks. åbneren fra debutalbummet), men hvis gruppen ønsker at gå væk fra den lyd, så skal jeg naturligvis ikke sige dem imod. Jeg ved, at jeg kaster en forfærdelig masse sekstaller ud til de tidligere koncerter, men det er altså fordi, at det er mit mål for en velspillet koncert for et publikum, der nyder koncerten, uden at entusiasmen når kolossale højder på noget tidspunkt. Dette er den typiske koncert på så tidligt et tidspunkt, og det var ligeledes min oplevelse af Bastard Grave.

 

6/10

Af .

Har Byhaven, kl. 16:00

By Nikolaj Bransholm - Bransholm Photography

Plakatens anden israelske gruppe, Har, begyndte egentlig sit liv som et overvejende black metalband, men har siden bevæget sig længere over i dødsmetallens domæne. Dannet i 2014 med to EP’er og senest en demo til følge har de ikke på noget tidspunkt stået stille.

Hars koncert begyndte lidt akavet, da lydprøven trak ud med et par minutter, og folk trådte nærmere i uvished om, hvorvidt koncerten var i gang, eller om de stadig var i lydprøven. Kort efter kom svaret, da den egentlige koncert gik i gang, og hvis Kevers lilletromme lød som geværild, lød Hars lilletromme som geværild i en tunnel. Israelerne spillede og optrådte egentlig godt, men lige fra begyndelsen var det en koncert, hvor det på alle punkter gik lidt mere trægt. Bifaldene var tilpas spredte og usikre til, at stilheden gjorde sig bemærket, og vokalistens annoncering af sidste sang var underlig stille; som om han var forpustet og samtidig havde travlt. Hars koncert forblev en lettere akavet affære, hvor bandet og publikum virkede sært afskåret fra hinanden, og hvor ingen af parterne lod til at gøre særlige forsøg på at gøre seancen mindeværdig.

4/10

Af .

Ignivomous Hovedscenen, kl. 17:00

By Nikolaj Bransholm - Bransholm Photography

Det er til at høre, hvorfra Ignivomous drager deres inspiration – primært Immolation og Incantation – men der er mig bekendt ingen, der synes, at australierne lyder som kopi af den grund. Syv år er gået, siden Contragenesis høstede roser fra kritikere, og gruppen turnerer endelig med nyt materiale fra deres kommende album, Hieroglossia (15. november), som jeg selv anmelder til den tid.

Fra starten var det klart, at Ignivomous ikke alene er dødsmetalfanatikere, men også gode underholdere indenfor de grænser, som deres brændende dødsmetal nødvendigvis sætter. Vokalisten lyder som et bæst, og løfter gentagne gange næven ud mod publikum, selvom det hovedsageligt er fansene, der svarer. Gruppen følger åbningssangen op med en af de nye – ”Thalassophobia” – som publikum møder med voldsom headbanging, og spiller senere titelsangen fra det kommende album. For mit eget vedkommende var koncerten en succes, hvor gruppen gjorde sit for at underholde et lettere døsigt publikum, og de få perioder med stilhed fra instrumenterne blev også fyldt ud med begejstret jubel.

7/10

Af .

Taphos Sort Scene, kl. 18:00

By Nikolaj Bransholm - Bransholm Photography

Det andet af sammenlagt tre danske navne på plakaten, og den første af to gengangere fra sidste år; Taphos er tilbage på KTDF og er rykket ind på Sort Scenes tætte mørke, hvilket naturligvis er passende. Debut-albummet har jeg fablet om her, og hvis man endnu ikke har lyttet til det, så kan man korrigere sin uvidenhed her.

Mange negative følelser lægger grund for dødsmetal, heriblandt vrede, had og afsky. Meget positivt kan siges om at møde op, spille godt, headbange vildt og løfte næverne ud til publikum – dette gør Taphos også – men Taphos brillerer ved at kombinere negativitet og autenticitet. Dette er en væsentlig årsag til, at deres koncert sidste år var så vellykket, og en væsentlig årsag til, at dette års koncert også var det. Publikum var naturligvis ligeså glade som jeg – selv min makker, som hverken kender gruppen eller er dødsmetalfan i det hele taget, knyttede næven i begejstring. Lyden var i øvrigt fremragende, så legato-licks og tapping-leads såvel som blastbeats og growls gik rent igennem. Taphos gav endnu en fremragende koncert, denne gang i mørket og intimiteten på Sort Scene, og i tre kvarter glemte jeg alt om forestående skrivearbejde, umådelig træthed og begyndende hovedpine. Og tak for det.

8/10

Af .

Of Feather and Bone Sort Scene, kl. 20:00

Med en fortid som hardcore punk-band for blot fire år siden, har amerikanske Of Feather And Bone taget et pludseligt og usædvanligt genreskift. For Bestial Hymns of Perversion fra 2018 er så ondsindet dødsmetal, som man kan opdrive, med inspiration både fra Incantations grottelyd og Sveriges kædesav.

Amerikanerne leverer deres beskidte og bestialske blodbad fra Sort Scenes passende røde baggrund, og koncerten ud er atmosfæren til at tage at føle på. Ligesom ved Taphos for to timer siden, er gulvet helt fyldt op af gæster, og ligesom ved Taphos for to timer siden, er publikum fortabt i musikken. Det er godt nok svært at få alting med i det voldsomme lydbillede, men hvad man ikke får fra musikken, får man fra bandets passionerede og voldsomme indsats. En meget anbefalelsesværdig koncert fra et meget anbefalelsesværdigt band, og min eneste anke er, at jeg ikke kunne finde deres LP noget sted på festivalen.

Godt nok tog jeg Mitochondrions koncert med, men efter at have været oppe klokken kvart over fire om natten, havde jeg ikke længere energi til at foretage den abstraktion, det kræver at vurdere en koncert, tage noter, etc. Jeg er fan af deres album, Parasignosis, og konstaterede med overraskelse og glæde, at de spillede en helt ny sang, så jeg håber på en ny udgivelse i de kommende måneder.

8/10

Af .

Dystre Søndag:

  1. The Dead Creed
  2. Tchornobog
  3. Dead Void
  4. Profetus

The Dead Creed Byhaven, kl. 14:30

Arrangørerne har tænkt ud af kisten med denne koncert. Jeg tilstår, at jeg ikke havde lyttet til musikken forud for koncerten, som til gengæld blev en positiv oplevelse. The Dead Creed er et énpersonsprojekt udi akustisk dødsmetal, skabt i Grækenland og nu klar som opvarmning til Dystre Søndag.

… Ikke at jeg huskede noget af ovenstående, da koncerten gik i gang – og det ville heller ikke have forberedt mig stort bedre. Én person, hyllet i sort fra top til tå, spillede dødsmetal på en tolvstrenget nylonguitar tilsyneladende med inspiration fra mellemøstlig mysticisme eller den ortodokse, græske kirke (jeg er ikke ekspert, forstår du). Hvorom alting er, tog både scenen og musikken udgangspunkt i en messe, hvor kunstneren trådte ind på scenen, åndede dybt af en skål med røgelse og præsenterede et nummer med en æterisk hvisken. Selve musikken bestod dels af mellemøstligt-lydende akkompagnement (jeg minder om, at jeg ikke er ekspert) samt en messende vokal bistået af lige netop to effekter. Vokalharmonisering og rumklang tillader ophavsmanden at skabe illusionen af en klostermesse for 1500 år siden. Som sådan havde musikken – og koncerten som helhed – et ekstremt dystert udtryk.

Koncerten var i øvrigt en succes, dels takket være den flotte sceneopsætning og optræden, dels takket være godt og dynamisk spil fra personen, og endelig takket være publikums engagement. Kunstneren håndterede sine instrumenter med overbevisning; guitaren fungerede næsten lige så meget som et stykke slagtøj, som det blev tæsket gennem de mest intense passager, mens vokalen steg og faldt i styrke for at opbygge og forløse en vis dramatik. Som sådan var det imponerede, hvad én kunstner skabte med så få midler, og hvorvidt det bør kaldes akustisk dødsmetal eller okkult folk rock, betød ikke det store for hverken mig eller de øvrige gæster. Store bifald brød tryllebunden stilhed mellem numrene, og det fortjente kunstneren virkelig også.

 

8/10

Af .

Tchornobog Hovedscenen, kl. 16:00

Énmandsprojektet Tchornobog blev annonceret som erstatning for Ra Al Dee Experience, og uden at kende nærmere til sidstnævnte, må jeg sige, at Tchornobog var et rigtig, rigtig godt valg. Kunstneren bag hedder Markov Soroka, og har angiveligt skrevet musikken ud fra en rædselsfuld meditativ oplevelse, som man kan læse mere om på hans Bandcamp-side, mens man lytter til albummet.

Tchornobogs koncert var en mindeværdig oplevelse, hvilket næsten udelukkende skyldtes Soroka selv. Selvom han havde fået selskab af en trommeslager og en bassist, var det tydeligt, at koncerten drejede sig om Sorokas guitarsvingende figur, hvilket er helt fint. Med flydende bevægelser og som regel et kæmpemæssigt grin med tungen hængende på hagen, slangede frontmanden sig rundt overalt på scenen, uanset hvad han spillede samtidig med. Optrædenen var således temmelig teatralsk i erkendelse af, at der var et publikum foran trioen på scenen, som ikke havde mediteret sig til rædselsfuld sanseudvidelse. Soroka havde dog ingen problemer med at bryde den fjerde mur og råbe det lettere modvillige publikum op. En fornemt underholdende koncert selv for dem, som ikke kendte musikken godt nok til at følge med i hver enkel tone.

7/10

Af .

Dead Void Sort Scene, kl. 17:00

Britisk/københavnske Dead Void spillede på udendørsscenen sidste år, og er i år blevet rykket ind på Sort Scene. Der var forhåbninger om, at gruppen ville nå at udgive nyt materiale forud for festivalen, men det har de mig bekendt ikke nået. Men mon ikke, de kommer med en overraskelse.

Musikken virkede hårdere, dybere og mere rungende på indendørsscenen end i sidste års friske luft, hvilket naturligvis passer gruppens umådeligt tomme dødsdoom perfekt. Sort Scene var pænt fyldt op af doomhungrende gæster, da trioen overraskende åbnede med ”Isolation’s Hold”. Foruden The Looming Spectre-demoen spillede gutterne rigtig nok en ny sang, som jeg desværre ikke husker så godt efter de absurd mange musikindtryk de seneste døgn. Hvad der står klarest i erindringen, udover de slæbende tunge strenge, er en passage med en usædvanligt punkteret rytme, og derudover Dead Void der spiller Dead Void – hvilket er, hvad der skaffede dem en plads på undergrundskortet til at begynde med. Under alle omstændigheder en god dødsdoomkoncert med de unge sværvægtere på en dag, hvor man ikke længere kunne forvente det store af et temmelig ramt publikum.

 

6/10

Af .

Profetus kl. 18:00

Finske Profetus kommer til KTDF for at give premiere på deres kommende album, The Sadness of Time Passing. Lige fra deres første demo har finnerne spillet minimalistisk og sorgfuld begravelsesdoom, og jeg har glædet mig til denne koncert lige siden at have hørt nævnte demo.

Qua sit ekstremt langsomme tempo og tilbageholdende rytmer, som for det meste kun spiller på fjerdedelene, deler Profetus’ musik en forunderlig egenskab med kulsort mørke og stilhed. Lytterens sanser bliver forstærket til en grad, at et lidt hårdere slag på hihatten end normalt opleves som dramatisk. En pludselig serie af ottendedele bliver en gennemgribende oplevelse, som forstærker de følelser, lytteren end måtte stå med; det efterfølgende førsteslag forløser dem i et hav af forvrængede akkorder. Tilføjelsen af elorgel binder de langsomme slag sammen, og forankrer semantikken yderligere i begravelsen med den sorg, der tilhører.

Profetus’ koncert var den første i mit liv, hvor publikum blot stod med nedslåede blikke, fortabt dels i musikken og dels i de minder, som musikken måtte vække til live. Både albummet og koncerten var en kolossal oplevelse, som fremviste hvordan mesterlig begravelsesdoom kan tryllebinde voksne mennesker i en hel time. Tak til Profetus for denne oplevelse, og tak til arrangørerne for denne og mange flere oplevelses. Sørg for at lytte til The Sadness of Time Passing, når det udkommer den 21. oktober; hvis du forudbestiller det, glemmer du det ikke.

 

9/10

Af .

Tilføj kommentar