The Sword har tabt pusten

The Sword er et band, der stammer fra Austin, Texas i USA. De er nok et af de mere kendte bands i stoner-doom miljøet, da deres sang ”Freya” fra første album, Age of Winters, var med i spillet Guitar Hero II fra år 2006. The Sword har af en eller anden grund også et ry for at være en form for hipster band, og mange af de såkaldte ”ægte” stoner-doom fans bryder sig ikke om dem, men hvorfor ved man ikke rigtig. For The Sword byder på noget af det dejlige musik, som man kunne høre i 70’erne.

The Sword er ikke et band, som har haft særlig mange udskiftninger i sin line up, faktisk er der blot tale om én. Trivett Wingo var trommeslager i bandet fra begyndelsen i år 2003, indtil han i år 2010 forlod bandet. Så på Apocryphon får man muligheden for at høre bandets nye trommeslager, Santiago Vela III. Jeg har ikke lyttet på bandets seneste skive, Warp Riders, men Gods of the Earth samt Age of Winters har jeg hørt. Siden de to albums har The Sword fået sig en mere hard rock lyd med dette album, tempoet er lidt langsommere, og lyden lidt blødere. Det er lidt en skam, da jeg brød mig om de tunge stoner riff, som man oplevede i tidligere sange som ”Iron Swan” og ”Fire Lances of the Ancient Hyperzephyrians” for at nævne et par. Men sange som fx ”Dying Earth” og ”Arcane Mantane” på dette album har en snert af den tidligere energi, men det er bare ikke helt det samme, jeg synes ikke, at guitarriffene er særlig fangene og det hele går bare sammen i nogle desværre lidt kedelige numre. Sanger – og anden guitarist – J. D. Cronises vokaler er som de plejer at være. De har lidt Ozzy over sig, og ligger lidt i baggrunden. Og man oplever også den lyd af to-stemningen, som karakteriserer bandet.

Ulempen for The Sword nu er bare, at for mig – i hvert fald – har de været relativ riff baserede, og på dette album synes jeg bare ikke, at det hænger særlig meget sammen. Det er uinspireret og kedeligt. Der er heller ingen fangende omkvæd eller sådan, som kan erstatte manglen her. Der er ingen sange som fx ”How Heavy This Axe”, når man skal tænke på sange, som er fangende med vokaler. Når jeg lytter tilbage på de Gods of the Earth og Age of Winters kan jeg igen høre, hvor meget mere instrumentalbaseret og fangende det var, hvordan guitaren virkelig dominerede. På Apocryphon mangler der bare en masse, og det er en kæmpe skam. Albummet er meget midt-tempo hele vejen igennem, og bassens rolle er minimal. Den nye trommeslager, Santiago Vela III, er en herre, som anvender tammene lidt mindre end sin forgænger, Trivett Wingo, som til tider godt kunne have et overforbrug af dem. Velas trommespil kan man måske godt lægge mærke til mere på sådan et her album, da guitarerne ikke formår at have samme dominans som tidligere. Han gør et godt arbejde på et nummer som ”Eyes of the Stormwitch”, men ellers holder han sin rolle meget, som trommeslagere gør i netop denne genre – generelt. Om guitarerne er det også værd at nævne, at lige meget hvor meget guitar sovs, der bliver puttet ind, så fanger det mig ikke. Jeg elsker guitar soloer og sådan noget, og jeg elsker gode riffs. Soloerne her er bare uinspirerede og riffene har bare så mange mangler, og det er virkelig en skam.
The Sword har dog en lille tilføjelse af noget alternativt på dette album, titel nummeret ”Apocryphon”, som starter med noget electronica. Det kunne lyde som om, at det var taget fra et spil. Sjov tilføjelse, men det gør næppe op for resten af albummet. Der er også en lignende ting i introen til nummeret ”Execrator”.

The Swords tekster har altid handlet meget om guderne, mytologier, liv og død. Det samme er tilfældet på dette album. Kvinden på coverbilledet bliver omtalt i sangen ”Cloak of Feathers”, som omhandler denne kvinde, hvad hun har på, og hvordan hun har taget alt fra formentlig en mand. Den handler også om, hvordan hun holder mystikken over sig. The Swords tekster er ikke helt lige ud ad landevejen, man skal ofte fortolke dem.

Produktionen på albummet synes jeg kunne være langt bedre, end den er. Kompresset er det ikke særlig godt. Det hele virker presset for meget sammen, og guitarerne virker bare sovset sammen med vokalerne og trommerne ligger så blødt lige under, og det bliver lidt chees, bare på den dårlige måde. Det er også en grund til, at jeg ikke er så glad for det her album heller. Produktionen kombineret med selve musikken gør sådan, at jeg da jeg hørte det her første album første gang, der kunne jeg ikke kende forskel på sangene. Det var ligesom én lang sang, som jeg ikke engang kunne huske. Og jeg måtte derefter prøve at få koncentreret noget mere på de forskellige numre for at få en dybere indsigt. Men en ting om musik er også, at man jo som regel helst vil være fanget på en sang, når man hører den første gang. Eller bare huske, at ”det var sgu fedt!”. Lidt som med en tv-serie, hvis dets pilot ikke er fangende, så er det ikke altid, at man gider at se det næste afsnit. Sådan havde jeg det med dette album. Selvfølgelig er der nogle gode riffs her imellem, hvis man lytter godt efter, og albummet er et okay hard rock album, men mere specielt bliver det altså bare heller ikke.

Konkluderende vil jeg blot sige, at jeg er skuffet over dette album. Eller jeg ville være skuffet, hvis jeg havde forventninger. Jeg kan bare sige, at det er gået lidt ned ad bakke, og forhåbentlig ved bandet selv det, så de kan se at få rettet op dette til næste gang. Jeg kan klart anbefale de første to albums over dette.