Tidsspilde eller uforløst potentiale?
Amerikanske Summoner’s Circle har den tvivlsomme ære at være det eneste band, hvis liveoptræden resulterede i den mageløse karakter 1/10 her på siden.
Kombinationen af rædderlig lyd og et sceneshow så pinagtigt, at mine tæer endnu ikke helt har rettet sig ud, betød, at jeg ikke kunne gøre andet end at smide den laveste karakter efter dem. Men hvorfor i alverden sidder jeg så nu og skal til at anmelde deres nyeste plade? Hvorfor vil jeg dog frivilligt bruge så meget som ét sekund på noget, der jo må være intet mindre end jammerligt? Jo, ser I, trods en decideret gyselig oplevelse så kunne jeg fornemme talent, ambitioner og spændende ideer – selvom lydmanden ellers gjorde sit bedste for at drukne alt dette i en mur af sonisk mudder. Derfor holdt jeg øje med bandet, i håbet om at jeg ville få chancen for at dissekere deres næste udgivelse for at se, om jeg havde ret – eller om det var en and. Så find fyldepennen frem, for nu er tiden inde til at se, om vi skal melde os ind i bandets Cult eller ej.
At finde en kasse, der kan passe
Stilistisk set passer det amerikanske ensemble ned i en del kasser, takket være den forholdsvis varierede lyd, som bandet præsenterer os for. Ganske vist er det dominerende aspekt black metal, men dødsmetal, doom, prog og regulær heavy boltrer sig så sandelig også i bandets lydhav. Ligeså får bandets keyboardspiller lov til at bidrage tit og ofte med toner, der minder en om Carach Angren, Dimmu Borgir og Cradle of Filth, alt imens guitaren og vokalen får en til at tænke på Behemoth og Lamentari, men også Black Sabbath, Opeth og Ghost. Så nej, det er ikke helt nemt at smide disse amerikanske kultister ned i bare én kasse. Det ene øjeblik får vi klassisk blackened death på nummeret “Cult of the Dead”, men kort tid efter får vi ”Thirst of the Vulture”, et ultramelodiøst nummer med clean vokal og jazzpassager a la Opeth – og så er der nummeret “Profit of Death”, hvis intro mestendels minder of Rivers of Nihil.
Bandet beviser derfor, at mine antagelser om evner og talent var korrekte – og derved at Cult ikke er tidsspilde. Det er faktisk et særdeles imponerende og ligeså et meget ambitiøst værk med utroligt mange lag, facetter og nuancer. Det er dog en kort fornøjelse, for Cults samlede spilletid er på sølle 33 minutter, hvilket får en til at klø sig i skægget, for der sker alligevel en hulens masse på det her album, så det kan da dårligt nok passe, at det ikke er længere. Det er i hvert fald den følelse, man sidder tilbage med, især fordi der da er tidspunkter, hvor man sidder og tænker, at enkelte numre da godt kunne have været kortere, eksempelvis albummets lukker, “Dogmatic Defilings”, der ikke helt ved, hvilket ben den skal stå på.
Mod uden reel retning
Cult er på mange måder en spændende skive og et album, der ikke er bange for at spille på alle tangenter samt gå sine egne veje. Det er dog ikke helt fejlfrit, og de mange eksperimentelle ideer kommer med den pris, at der dels mangler gennemslagskraft, dels at den røde tråd er lige så svær at få øje på nu og da. Men ikke desto mindre så er det en rigtig god plade, og på sin vis giver det nu mening, at jeg tidligere har stået og lidt til tonerne af deres musik, for den rædsomme oplevelse førte til erkendelsen, at Summoner’s Circle faktisk er et glimrende orkester.
