Stormruler - Sacred Rites & Black Magick

Sacred Rites & Black Magick

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:20

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: 8,5/10 baseret på 2 stemmer.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Solformørkelser og sort magi

I 2021 brød den amerikanske duo Stormruler igennem med deres debutalbum, Under A Burning Eclipse. Imponerende nok har de allerede udgivet opfølgeren, Sacred Rites & Black Magick, der udkom for godt en måned siden. Heavymetal.dk missede Eclipse sidste år, men dengang lovede vi os selv, at det ikke måtte ske igen. Så selvom det nok er lidt sent, må vi se, om Stormruler endnu en gang kan levere melodisk og episk black metal fra øverste hylde.

Fra de højeste tinder til flade fornemmelser

Ikke for at springe til konklusionen med det samme, men det hurtige svar er, at det kan de! For når Sacred Rites… fungerer bedst, er det præcist som annonceret. Klassiske Immortal riffs spredes med nænsom hånd ud over ”Internal Fulmination of the Grand Deceivers”, der også leverer lækker akustisk guitar og et fint mix af både aggressive og sorgfulde passager. ”Ten Heralds, Ten Desolations”, albummets korteste af de ’rigtige’ numre (mere om det senere), er simpel, men har et sindssygt catchy riff, der uundgåeligt leder tankerne hen på en af genrens grundlæggere, svenske Necrophobic. Det er dog langt fra simpelt alt sammen, for titelnummeret er en sang, der har det hele. Den byder på rasende højt tempo, flere voldsomt fede riffs, lækre melodier, en sprød solo, konstante temposkift og i det hele taget en følelse af, at der er utroligt højt til loftet i Stormrulers kapel.

Det eneste, der er højere, må være duoens ambitionsniveau, for med 20 numre og 75 minutters spilletid er det lidt af en mundfuld, man som lytter udsættes for. Albummet består af 10 et-minuts instrumental-introer, der går over i 10 ’rigtige’ sange. Det umiddelbare indtryk er, måske overraskende, at det er et velfungerende koncept. Der er mange fine overgange mellem intro- og hovednummer, og der er helt klart kælet for detaljerne og lagt en masse arbejde og fantasi i de ofte dark ambient-agtige introer. Så hatten af for forsøget. Problemet er bare, at Stormruler har valgt at følge i Lars og James’ fodspor. Altså glemmer de alt om begrænsningens kunst. Sacred Rites…  indeholder alt for mange om ikke ligegyldigheder så i hvert fald sange, der ligner hinanden alt for meget. Med så lang en varighed udvikler man efterhånden en uimodståelig trang til at slette sin Spotify-konto og løbe skrigende bort.

Produktionen er mere poleret end debuten, og selvom man i momenter godt kan savne noget beskidt ondskab, passer det egentlig meget godt til det samlede indtryk. Stormruler går nemlig fuldbyrdet efter rungende atmosfære og det storslåede her på Sacred Rites… Med ”A Malice Dead And Cold”, selvfølgelig pladens længste, sluttes albummets forsøg på det storslåede desværre af med en særdeles flad fornemmelse. Mere melodisk dobbeltguitar og flere tunge riffs, men det føles som DR i sommerferien: gentagelse på gentagelse på gentagelse. 

Det ku’ være så godt…

Havde det her album sluttet med sang nummer 10, den herlige ”Ten Heralds, Ten Desolations”, kunne man godt have overvejet at smide ord som ’ny-klassiker indenfor genren’ efter Sacred Rites & Black Magick. Sjældent har jeg været mere ked af længden på et album end her. Og det er jo absolut ikke, fordi jeg har noget imod lange værker. Men det kunne da være, at Stormruler skulle tage til København næste gang og få lidt hjælp af Simon Sonne Andersen i Full Moon Studios, for jeg er sikker på, at de har en rigtig klassiker gemt til os et sted.

Tracklist

  1. Hymns of the Slumbering Race
  2. Internal Fulmination of the Grand Deceivers
  3. Adrift Dark Halls of Vinheim
  4. To Bear the Twin Faces of the Dragon
  5. In Light of Paleblood
  6. Entranced Within the Moon Presence
  7. Invocation of the Black Sacrament
  8. Sacred Rites & Black Magick
  9. Oathpact
  10. Ten Heralds, Ten Desolations
  11. The Waters of Iolamita
  12. In the Shaded Vlasian Forest
  13. Amid a Smear of Crimson Cloud
  14. Apparitions Across the Ravencrest
  15. Sanguinare Vampiris
  16. Upon Frozen Shores
  17. Shadow of the Golden Eagle
  18. Along the Appian Way
  19. By Winters Long Passed
  20. A Malice Dead & Cold