En hel times power-ballade fra nu 17 år gamle Stormhammer, men er det nu også tiden værd?

Iced Hammer

”En time!”, var min første reaktion, da jeg satte mig ned og gik i gang med Welcome to the End. Det er ambitiøst og et projekt, der kræver, at man er klar i spyttet og følger det til dørs. Jeg var dog skeptisk fra start, da skivens intro er lyden af en fyr, der falder ned, og en drage, som basker med vingerne. En spøjs start, men bevares, vel egentligt et rart afbræk fra den ellers så nutidige trend med at starte sit album med en ofte vag instrumental, der sjældent formår andet end at fylde på albummet. Men efter at vores ukendte person så er faldet ned, starter albummet på en næsten Iced Earth-agtig måde, nemlig med et solidt power thrash-hybridriff, der leveres nok så fint af de to øksemænd Manny og Bernd, og deres tøndetæsker, Chris, lægger et meget solidt underlag. Fra første riff står det klart, at Stormhammer ikke er leveringsdygtige i traditionel ”spandex-og-falset”-power metal, men en mere riff-baseret, tung (igen føler jeg, at man kan sammenligne med Iced Earth) og generelt thrashet power. Der kommer da også sådan lidt pseudo-growl fra frontmand Jürgen.

Ved Wotan, hvor er min spandex-dragt!?

Desværre virker det til, at der ikke rigtigt er meget mere at komme efter på Welcome to the End end netop de samme Iced Earth-inspirerede riffs og rytmer. For på trods af at der altså er 14(!) numre på skiven, er det ærligt talt det samme nummer, man får igen og igen – hvilket faktisk får mig til at savne de storslåede, flamboyante og til tider fjollede elementer, man ellers så ofte forbinder med power metal, fx lidt skønsang eller en solo, der får ens hjerne til at eksplodere. Det værste er næsten, at nummeret ”The Law” konstant genbruger introen fra Megadeths ”Rattlehead” fra 85 – bare i en noget mere langsom version. Det er måske et tilfælde, men tja tjo, det hjælper i hvert fald ikke på den generelt manglende kreativitet, der allerede hjemsøger albummet. Men nummeret har da en solo, ulig størstedelen af de andre sange, så hip hurra for det; den er da med til, om ikke andet, at ”The Law” er det mest mindeværdige nummer på skiven – også på trods af at de har planket et allerede berømt riff.

Pöwër mëtäl

Generelt har alle de numre, der kommer efter ”The Law”, elementer, sektioner og riffs, hvor man tager sig selv i at sidde og tænke: ”Hov, var det ikke…?”. Det kan man jo mene sit om. På den ene side styrker det kun Stormhammers status som et band, der ikke helt evner/orker at lægge hovedet i blød i jagten på det kreative. På den anden side er det jo altid sikkert at følge en opskrift, man ved, der virker.

Welcome to the End er en lang og kedelig omgang riff-o-rama, hvor man, trods det faktum at der er 14 numre, ikke altid opdager, at man ikke kun har hørt ét langt nummer. Bandet i sig selv er ganske udmærkede musikere, og produktionen er også helt i orden, så det ”eneste” problem er sådan set bare, at det er en kedelig omgang metal.