Selvfølgelig har de en lov

I Danmark har vi ikke en decideret lov om, hvad der er eller ikke er uanstændigt. Det har hele verdens børnehavediktatur, USA, dog: Miller-testen, hvor et værk skal falde ind under de tre følgende udsagn for at klassificeres som uanstændigt:
1: Gennemsnitspersonen, ud fra lokalområdets regler, skal mene, at værket appellerer til upassende interesser.
2: Værket skal beskrive eller afbilde upassende hændelser, der allerede ses for at være ulovlige.
3: Værket skal mangle seriøs litterær, artistisk, politisk eller videnskabelig værdi.
Kobler man disse udsagn med verdens ældste erhverv, prostitution, kan man argumentere for, at uanstændigheder har foregået i æoner. Hvilket netop er, hvad amerikanske Stabbing tager fat i på deres seneste plade, Eon of Obscenity.

En betinget dom

Med sangtitler som “Inhuman Torture Chamber” og “Masticate the Subdued” lagt oveni at bandet spiller brutal dødsmetal, så kunne der godt være et par uanstændigheder i vente.

Grundlæggende byder Eon of Obscenity dog ikke på noget nyt og chokerende. De tunge Suffocation-grooves og solide kødhakker-slams fra Devourment lever i bedste velgående på “Masticate the Subdued”, titelnummeret, og generelt set første halvdel af pladen. Udførelsen er solid, grebene velkendte, og uanstændighedstesten er fint bestået. “Nauseating Composition” nøjes dog ikke kun med et 'bestået'. Det herlige gennemgående pulveriserende kampvogn-gennem-indkøbscenter-groove taler lige ind i tomrummet fra Cerebral Bore, og når man også forkæles med et asfalt-mod-ansigtet-breakdown og et besøg af Suffocations Ricky Myers, så er resten bestået med UG, kryds og slange og hele pibetøjet. Stabbing vil dog gerne mere end bare lege med Suffocation og Devourment. “Their Melted Remains” er ikke bleg for at skæve til Defeated Sanity og deres mere tekniske greb, og på “Inhuman Torture Chamber” og “Symphony of Absurdity” har både start og slut et kaos og en overflod af pinch, så enhver tech-entusiast spærrer øjnene op og spidser ører. Decideret teknisk død er det ikke, men kadaveret får sig alligevel en rusketur. Det er ikke nogle elementer, Stabbing dvæler voldsomt ved, men at bandet meget nonchalant hiver lidt tech ud af skabet, er noget, som langt flere bands i genren burde give sig i kast med.

Noget, flere bands i genren også burde give sig i kast med, er stemning. Dette gælder dog ikke Stabbing og Eon of Obscenity. Pladen har hverken lydklip fra gyserfilm eller anden uhygge, så hvorfor “Ruminations” vælger at kæmpe en halvhjertet kamp for at prøve på at inkludere atmosfære, er mig en gåde. “Reborn to Kill Once More” dypper også lige en tå i stemningens sø, men beslutter klogt nok ikke at gøre mere skade. Det sidste minut på “Sonoluminescent Hemoglobinopathy” er svært at gennemskue – måske er det verdens mest tamme forsøg på at skabe uhygge, eller også er det et fejlslagent breakdown, der lyder som et forkølet tågehorn. Ligegyldigt hvad er det mere dræbende kedeligt end kø på E45.

Miller giver tommel op

At begive sig ud i en krydsning af Suffocation og Devourment med tråde til Defeated Sanity er ganske vist ikke noget sensationelt, men på Eon of Obscenity formår Stabbing alligevel at gøre det tilpas uanstændigt til, at man lige tager en omgang mere. Og måske også en til. Det er tungt, groovy og med lige nok kant til, at det holdes interessant. Bortset fra det med tvivlsomme forsøg på uhyggelig stemning. Det ser vi bort fra og siger pænt, men bestemt nej tak til.