Floskel-salat eller gourmet?
'De må da næsten være svenske, hva’?' var de første ord, der fløj ud af min mund, da jeg satte Speglas’ debutalbum, Endarkenment, Being & Death på – og sørme om ikke kvartetten er fra Stockholm! Trods det at bandets fødselsattest siger 2015, så skulle der gå hele 11 år, inden de var klar til at smide en debutskive på gaden, men hastværk er lastværk, og gode ting kommer til den, som venter – eller, det er i hvert fald nogle af de floskler, Speglas kan gemme sig bag. Spørgsmålet er dog, om der rent faktisk er noget at komme efter her, eller om det netop blot er en omgang floskelsalat, som svenskerne serverer?
Jätte konstig
Der er absolut ingen tvivl om, at Speglas er opflasket med svensker-død, og trods det at bandet er fra Stockholm, så er det åbenlyst, at det er Gøteborg-scenen, de har diet ved. Det er ganske nemt at trække tråde fra Speglas til Dark Tranquility og At the Gates, men der er alligevel noget særegent ved Endarkenment, Being & Death, for trods de familiære toner, så befinder bandet sig afgjort også et sted, hvor både shoegaze og post-metallen er mere end velkommen. Ergo ender vi ud i, at bandet spiller en form for post-death eller deathgaze, om man vil. Det er ikke just en genre, man støder på hver dag, og jeg er heller ikke helt sikker på, om det er en genre, der helt overordnet fungerer lige så godt som sin norske/amerikanske grandfætter, blackgaze.
Endarkenment, Being & Death er en sjov skive. Ikke ha-ha-sjov, men spøjs-sjov. Havde man været brite, ville man kalde den for 'quaint', men nu er de jo svenskere, så lad os holde os til 'konstig'.
Albummet kan ikke helt finde ud af, hvad det vil være. Nu og da forsøger det sig med at være en slags introvert dødsmetalskive, der skæver til bands som Cult of Luna og Russian Circles, andre gange lander vi et sted, hvor vi dyrker lige dele spoken-word og Nietzche, og slutteligt skal der også være plads til knallertbølle-dødsmetal. Så ja, 'konstig' er ganske passende.
De fire musikere spiller nu ganske godt, og albummet lyder da også rigtig fint – hvilket ikke er så sært, når man ser, hvem der har mixet og produceret det. Men trods det, så står vi altså med et slutprodukt, der ikke helt ved, hvilken stol den skal sætte sig på – hvis den da overhovedet har besluttet sig for at komme ind i rummet til os andre. Før Speglas udgav albummet her, havde de udgivet to EP’er, hvilket er sjovt, for Endarkenment, Being & Death lyder utroligt meget, som om man har klasket to EP’er sammen og kaldt det en dag. Den første halvdel er den eftertænksomme storebror, der lige har opdaget filosofi og sin egen navle, mens den anden halvdel er den kaotiske lillebror, der synes, powerchords og Red Bull er det fedeste i verden – sådan sat på spidsen naturligvis.
Pas på, at I ikke spilder, når I ryster posen!
Nu lyder det måske, som om jeg er ret hård ved albummet her, men trods de hårde ord, så synes jeg faktisk, at det er en superspændende skive. Jeg kan rigtigt godt lide de tanker og ideer, som bandet forsøger at føre ud i livet på albummet. At de tager den klassiske svenskerdød og så ryster posen noget så gevaldigt, samtidig med at de putter nye ting ned i føromtalte pose og forsøger at puste noget nyt liv ind i en genre, der stagnerede for flere årtier siden.
At de så bestemt har slået et alt for stort brød op, og at albummet er fyldt med børnesygdomme, er så en anden side af sagen. Den slags er ganske forventeligt, dels da det er et debutalbum, og dels fordi de virkelig har forsøgt at tænke ud af boksen. Men det til trods, så tror jeg, at man skal holde øje med Speglas, for der er bestemt potentiale her.