Et simpelt hard rock album fra vores svenske naboer, men ej heller mere!

Sparzanza er et band fra Karlstad, Sverige. De har udgivet seks album siden år 1996, hvor de startede. Det er også blevet til fire demoer, tre splits og to singles. Bandet fik sangen ”Going Down”, som faktisk også er på dette album, med soundtracket til spillet ”The Darkness” fra år 2007.

Sparzanza leverer på Banisher of the Light en omgang hård rock med en snert af både groove metal og southern metal. Musikken er relativ simpel og er omkvædbaseret. Lyden kan man godt sammenligne lidt med Panteras 90’er tid. Sparzanza spiller bare en mere rocket, men mindre teknisk, udgave. Vokalerne er varierende, og der er lidt motorcykel rocker over dem. Der synges rent, aggressivt samt råbende, og til tider lidt mægtigt. Men vokalisten har ikke en særlig stor rækkevidde heller. Guitaren er tung og laver nogle okay riffs, men på Banisher of the Light er det mere selve sangen og måske vokalerne, som har fokus. Der er nogle fangende sange, såsom ”Going Down” og ”Chasing the Dragon”, men meget unikt er der heller ikke ved Sparzanzas musik. Trommerne er ret simple, og bassen hører jeg ikke rigtig.

Lyrikken på albummet handler om blandt andet vold, had og død samt at hjemsøge. For at nævne sangen ”Going Down” igen, så bliver der blandt andet i omkvædet sunget;

”I will be the one that hunts you
I will be the one that ends your life
You better keep on running
You’re the pray, you are going down”

Det virker ikke just som om, at det er en positiv ting. Det kunne selvfølgelig godt være et eksempel på en kvindelig stalker, som vil jagte en mand, ende hans liv med ægteskab osv., han er den eneste, så han bør nok flygte, hvis han vil beholde sin frihed. Men versene siger dog noget andet, blandt andet, at tekstforfatteren stiller spørgsmål til et fremmed individ, der lyder fx sådan her ”Did you see my hatred rise?” og ”Did you feel my rage inside?”, og så kommer der konklusioner såsom ”I try to be calm” og ”But I get so fucking… furious”. Det lyder slemt.
Dæmoner bliver også nævnt i både sangen ”Before My Blackened Eyes” og ”Black Heart”. ”Before My Blackened Eyes” går måske lidt dybere ned i nogle emner, om hvordan man håndterer følelser inde i sig selv osv.

Produktionen på albummet er helt fin, bassen kommer og går lidt. Den kan godt høres til tider i baggrunden på fx ”Black Heart”, og ”Enemy Mine”, hvor den hygger sig med trommerne, imens guitarerne holder rygepause. Trommerne har gode momenter gennem hele albummet, de er ret fede i ”Going Down”, og de kører et fint tempo generelt, og viser sågar til tider mere kreativitet end selv guitarspillet. Guitaren er helt fin, men man lægger ikke rigtig mærke til det, som der bliver spillet, hvilket nok udspringer af kombinationen af de kedelige riffs og det faktum, at bandet bare ikke har sit fokus på det. Dog kan man støde på en guitar solo engang imellem, fx i sangen ”Chasing the Dragon”, men der bliver irriterende råbt under den, og kombineret det - kombineret med lyden - gav mig bare lyst til at skifte nummer. Der bliver i øvrigt også anvendt akustisk guitar som fx i begyndelsen af ”Black Heart” samt i sidste nummer, ”State of Mind”. Vokalerne har til tider en lidt skrattet mixing, som jeg ikke aner, hvad man kalder, men det er meningen. Det kan høres i de første linjer af ”Going Down” samt slutningen af ”Leeches”, hvor det bliver brugt betydelig kraftigere.

Konkluderende synes jeg, at dette album er kedeligt og dårligt. ”Going Down” er en god ørehænger, men derfra går det også ned ad bakke, og det er tidligt, når det er første sang. Bandets lyd er irriterende, og jeg havde ofte lyst til at slukke for musikken, da jeg hørte denne skive, fordi det bare begyndte at klø i mine øre. Bandet er blevet stemplet som stoner rock/metal flere steder, men jeg synes ikke, at jeg kan høre det på den her skive. Det er langt mere hård rock med den her inspiration fra southern- og groove metal.