Svensk/hollandsk Bathory tribute
Soulburn er et musikalsk projekt dannet af den svenske guitarist Rogga Johansen og den hollandske trommeslager Bob Barchus. Begge fra lande der har udmærket sig inden for det mere ekstreme metal. Med den melodiske dødsmetal fra Sverige og med dødsmetalbands som Asphyx og Pestilence fra Holland kunne dette sagtens være et lovende band. Visionen var dog ikke at dykke ned i hverken det melodiske eller det ekstreme i dødsmetallen, men rettere at give en musikalsk hyldest til Quorthon og hans epokegørende oneman black metalband Bathory. Hverken Johansen eller Barchus er i dag i bandet, og man kan derfor spørge sig selv, om denne vision stadig gør sig gældende i bandet, eller om der er kommet andre boller på suppen, når nu det også er nye musikere, der skal spille musikken. Bandet består i dag af de to guitarister: Eric Daniels, der tidligere har spillet med Asphyx og Remco Kreft, samt forsanger/bassist Twan Van Geel, der også spiller guitar i Legions of the Damned, og trommeslager Marc Verhaar. Bandet er dermed i dag 100 % hollandsk, og man kan derfor spørge sig selv, om rødderne til den minimalistiske black metal fra svenske Bathory stadig er intakt.
Twan Van Geel, solid som sanger
Albummet starter med “The Morgue of Hope”, der stille bygger en dyster stemning op, inden vokalen og trommerne kommer ind og laver en langsom death/doom metal-blanding. Dernæst går sangen over i et mere groovende midttempo. I denne del er associationerne til Bathory ikke alt for langt væk. Sangen viser dog også en mere progressiv side, da der også senere kommer et stykke med en mere moderne tremolo picket guitarsekvens og et kort mellemspil med fingerspil, hvor distortionen bliver slået fra. Vokalen er mørkere, end hvad de fleste black metal-bands benytter sig af, hvilket blandet sammen med midttempo-stykkerne giver et præg af dødsmetal i stil med bands som Obituary og Bolt Thrower. Twan Van Geel har dog flere tricks i ærmet og allerede på den næste sang, titelnummeret “Noah’s Dark”, benytter han væsentlig mere af sin vokalrækkevidde og viser, at han altså også sagtens kan finde ud af at benytte de mere black metal-typiske diskante shrieks. Dette er en glædelig overraskelse, da jeg hidtil kun har kendt hans arbejde som guitarist, og derfor ikke havde nogen idé om, hvordan hans vokal ville være.
Albummet lægger altså stærkt ud med to solide sange, som på hver sin måde viser bandets potentiale på vidt forskellige måder. Selvom disse to sange er ret forskellige, er de stadig bundet sammen af de fængende omkvæd og de black metal-inspirerede riff. Dette betyder dog ikke, at musikken altid er af lige høj kvalitet. Hen mod slutningen af pladen støder man på sangen “The Godless I”, der desværre giver os nogle meget lidt kreative og ikke særlig gennemførte linjer som: “I am the godless I. See through the godless eye. Godless, I am I.” Disse linjer falder særligt uheldigt, da de ellers bliver sunget hen over et ret fedt blackened death metal-riff, der leder tankerne hen på Behemoths The Satanist-album. Dette ødelægger desværre, hvad der kunne have været et godt og okkultlydende nummer.
Bredt favnende, men med klart overblik
Soulburn er trods udskiftninger i besætningen og uden de to medlemmer, der startede bandet, stadig et black metal-band og skylder derfor af natur en masse til Bathory. Der er dog mere i det end det, og Soulburn viser også tydeligt, at de ikke er nogen “one-trick-pony”. Hints af dødsmetal, doom og thrash giver sig til kende gennem pladen, hvilket gør, at der er lidt for enhver smag på denne plade. Samtidig formår de også at få det hele til at passe sammen, uden at noget lyder malplaceret eller forkert. Soulburn beviser i den grad, at de er en supergruppe af rutinerede musikere, som er seriøse med deres samarbejde og ikke bare er et hyggeband. Dette er en plade, som jeg vil komme til at vende tilbage til ved flere lejligheder det næste stykke tid, og jeg håber, at der ikke vil gå alt for længe, inden der kommer en opfølger.
