Ny magi i gamle kåber
Trods den sene debut blev Sorcerer i første omgang stiftet i 1988, men gik efter et par demoer i opløsning, for derefter at blive gendannet af Johnny Hagel (Tiamat) og sanger Anders Engberg i 2010. Siden den fænomenale albumdebut fra 2015, In the Shadow of the Inverted Cross, fra 2015 har de været leverandører af episk doom, der bedst kan beskrives som et miks af Chapter VI fra landsmændene Candlemass og Tony Martin fra Black Sabbath. Mere koncist er det tungt, mørkt og episk, og når man lægger den evigt fænomenale Engbergs særegne talent for den gode vokalmelodi oveni, har jeg svært ved ikke være begejstret.
Hagel har siden 2019 givetvis ikke været at finde blandt bandets aktive medlemmer, og musikken tog et mindre skridt tilbage på 2020-udgivelsen, Lamenting of the Innocent, som dog stadig havde mange og tydelige kvaliteter takket være de særdeles dygtige musikere, som stadigvæk omgiver Engberg. Reign of the Reaper, bandets fjerde fuldlængde, modtages dog stadig med håbet om, at Sorcerer denne gang kan overgå dem selv. De har i hvert fald både noget at leve op til og skal bevise, at de uden Hagel kan levere noget fantastisk.
Episk tyngde
Det kan næppe være en statshemmelighed, at Sorcerer er fans af Tony Martin-æraen af Black Sabbath, hvor en sang som ”Eternal Sleep” virker til næsten at kunne have figureret på klassikeren. Sorcerer har dog altid formået at være deres egne herrer og lyder på ingen måde som en kopi af deres inspirationer. Dette kan for en stor del tilskrives Engberg. Hans arbejde i Lion’s Share og de danske projekter Twilight (forløber for Beyond Twilight) samt Section A var spektakulære, og han er igen et essentielt og bærende element for Sorcerer, hvor han på Reign of the Reaper leverer sin måske bedste vokalpræstation med bandet. Tvivlere må sættes i skammekrogen efter et lyt til titelnummeret, som for mig fremstår som albummets bedste med sit slæbende mid-tempo riff og sit gåsehudsinducerende omkvæd, hvor melodi, stemning og følelse går op i en højere enhed.
Instrumenteringen spilles generelt med svævende lethed og tyngde på én og samme tid gennem hele albummet og danner rammerne for den episk melodiske og tunge doom, som bandet spiller. Åbneren, ”Morning Star”, sætter stemningen fra start med en enorm og bombastisk lyd, som indeholder alt, hvad albummet har at byde på af atmosfære, stemning og melodi. Det er absolut verdensklasse.
Albummet er spækket med lækre numre, og hvor ”Curse of Medusa” har de klassiske doom-vibes, som vi kender dem fra Candlemass, er ”Thy Kingdom Will Come” en energisk mid-tempo hovedbasker, som giver den rigtige energi mellem titelnummeret og ”Eternal Sleep”.
Reign of the Reaper er dog ligesom bandets øvre udgivelser et album, der vinder over tid og kræver gentagne lyt for at komme under huden på dig. Min oplevelse var, at jo flere lyt jeg gav albummet, jo mere fik jeg ud af det. Hvor et nummer som ”Unveiling Blasphemy” var decideret kedeligt ved første gennemlyt, bidrager det nu enormt positivt til albummets stemning og derved fungerer i konteksten af det fulde album. Og netop stemningen er for mig et element, der løfter albummet op, selvom det kræver fordybelse.
Knæl og buk for de mørke fyrster
Er man modsat mig ikke lige så begejstret for Engbergs vokal, så vil albummet måske ikke opleves lige så positivt, men enhver fan af episk doom skylder sig selv at give Reign of the Reaper mindst et par gennemlytninger. Hvor albummet ved første lyt tabte lidt momentum mod enden, blev jeg i dette tilfælde i unormalt høj grad belønnet for min tålmodighed. Bandet spiller overlegent, kompositionerne flyder sammen til en sonisk mørkemesse, som langsomt kryber ind under huden, og melodierne giver sporadiske tilskud af energi, som gør albummet så værdigt til adskillige lyt. Albummet får ikke de ti kranier alene af den årsag, at Sorcerer ikke skubber genren ind i en ny stratosfære, og det matcher heller ikke de bedste af deres inspirationer. Uværdigt høje forventninger, men ikke desto mindre. På alle andre parametre har Sorcerer begået bandets bedste udspil med Reign of the Reaper og har endda potentiale til at være blandt de bedste albummer i genren, om end tiden vil vise, om den påstand vil holde stik.
