Der er ikke foretaget de store stilistiske forandringer på "Winterheart's Guild" i forhold til debutalbummet "Ecliptica" og album nummer to "Silence", som jeg også har anmeldt her på siden som en del af min dannelsesrejse udi den über-episke power metal.

På dette deres album nummer tre fortsætter bandet i samme power metal-formular med hurtigt tempo, buldrene og solide trommer, episke og ekstremt fængende omkvæd og et par følelsesladede ballader ind imellem. Og denne formular virker jo egentligt, som den skal, så faktisk skal Sonata Arctica da have ros for at efterleve det engelske ordsprog 'if it ain't broken, why fix it?', uden at deres musik bliver ensformigt eller lyder som en kopi af sig selv.

Nej, der er ikke foretaget de store fundamentale forandringer, men det ville være usandt at påstå, at der slet ingen udvikling er at spore. Jeg synes for eksempel at keyboardsne i stigende grad får lov at fylde mere og mere, og det er mere fremtrædende på dette album end på forgængerne - igen uden at de bliver alt for dominerende. Det virker også som om, Sonata Arctica stræber endnu mere efter det episke på dette album end på både "Ecliptica" og "Silence", men det kan jo bare skyldes brugen af fyldige keyboards her. Der er stadig en del neoklassiske elementer - som i introduktionen til "Champagne Bath" (der også indeholder en kanon fed udveksling af keyboard- og guitarsoli) - men der er generelt blevet skruet betydeligt ned for neoklassicismen på "Winterheart's Guild". Tony Kakko er selvfølgelig stadig en fantastisk sanger, men jeg synes, at hans stil er mindre imponerende og mere afslappet her... han har også stadig problemer med at udtale 'p', 't' og 'k' ordentligt på engelsk, og det forstyrrer stadig lidt den samlede oplevelse af musikken.

Sonata Arctica forstår på dette album stadig at udnytte deres største force - nemlig de fængende omkvæd, og omkvædene i "The Cage", "Silver Tongue", "Victoria's Secret", "Champagne Bath" og "The Ruins of My Life" hører til de bedste af slagsen.

Hvis man har hørt "Ecliptica" og "Silence", så tror jeg også, at man ville kunne lide "Winterheart's Guild", og jeg tror egentligt også, at "Winterheart's Guild" ville kunne appellere til fans af power metal generelt.