Baggrundssanger træder i front
Norske Sirenia er et af landets større heavy-bands. Hvor de fleste andre velkendte norske grupper spiller black metal, har Sirenia deres egen version af heavy-musikken. Selvom bandet deler et fokus på atmosfære og stemning med genren, ligger Sirenia langt fra de hæse black metal-skrig, der ellers ofte lyder fra nord. Derimod har den kvindelige clean-sanger Ailyn Giménez de seneste 8 år været modstykke til bandets symfoniske musik – en sanger, der har haft stor succes med bandet, men også har sine mangler. På den aktuelle udgivelse, Dim Days Of Dolor, har bandet fået ny forsanger, Emmanuelle Zoldan – en kvinde, der er velbekendt med bandet, da hun har indspillet baggrundsvokal på flere af Sirenias albums. Derfor er det spændende, om hun nu kan løfte arven fra de forhenværende sangere og genopfinde bandets lyd endnu en gang.
Musikken og lyrikken løber om kap mod toppen
Dim Days Of Dolor lægger ud med en klassisk orkesterspillet Sirenia-intro, dog lidt mere præget af elektroniske effekter end normalt. Da Emmanuelle Zoldans stemme første gang lyder, er det på velkendt Sirenia-manér: høje toner, der bakkes op af et mandekor i baggrunden. Lige fra nummeret ”Goddess of the Sea” er det tydeligt, at Zoldan evner at leve op til tidligere Sirenia-forsangere. Lytter man videre, finder man ud af, at hun ikke blot mestrer den højtidelige stemmeføring, der høres i første nummer, men også eksperimenterer med både poppede og rock-inspirerede stemmeføringer. Lige fra de dybe toner i starten af ”Ashes to Ashes” over en poppet vokal på ”Dim Days Of Dolor” til den klassiske, opera-agtige vokal. Zoldans vokalarbejde scorer altså topkarakter herfra og formår i den grad at tilsætte ny energi til bandet.
Instrumentationen kan være mindst lige så vigtig som sangen, og i Sirenias storslåede musik er bandets performance altafgørende. Det lykkes bandet at være nyskabende med elektriske effekter og alternative riffs som i ”Playing With Fire”, der indeholder Dream Theater-lignende passager. Samtidigt hænger sangene og albummets struktur generelt rigtigt godt sammen, og der er en god balance mellem stykker med hurtige, kreative riffs og mere symfoniske passager, hvor bandet danner fundamentet i baggrunden. Hele albummet er relevant, og man ender ikke med at kede sig. Det eneste, man kunne savne, er flere af de mandlige growls, der har fyldt mere på nogle af de tidligere albums. Leder man efter denne vokal, kan den findes i midten af ”Fifth Column”, men den bruges kun meget begrænset på resten af albummet. Manglen på dette opvejes dog af, at albummet giver et mere stilrent helhedsindtryk end tidligere albums.
Ny energi skubber bandet mod nye højder
Sirenia har med Emmanuelle i den grad vist, at rejsen langt fra er ovre endnu. Bandet har skabt et album, der kombinerer alle Sirenias kvaliteter med en forbedret lyd, og på alle måder kan anbefales. Det indeholder både melodiske sange med catchy omkvæd, der, krydret med finesser, på ingen måde ender som kedelige popsange. Der har ikke været frygt for at eksperimentere, men samtidigt har Sirenia formået at holde fast i det, der har gjort dem til, hvad de er. En balancegang mellem mainstream og originalitet, der kan være svær at finde. En kæmpe anbefaling og 10 kranier rigere slippes denne moderne bannerfører for symfonisk metal løs.
