Danske Sinphonias efterfølger til den vellykkede debut "When The Tide Breaks" er efter lang ventetid (der dog primært skal tilskrives bandets selskab, da pladen er indspillet for mere end et år siden) endelig på gaden. Imidlertid er her tale om lidt af en både-og oplevelse. Hvor debuten tog udgangspunkt i en jævnt fængede blanding af prog. metal og gotisk rock (a'la Dream Theater møder The Gathering), er bandet med "The Divine Disharmony" ude på langt dybere vand. Pladen er som udgangspunkt langt mere progressivt funderet, specielt mht. til de ofte snørklede sangstrukturer, men imidlertid går en smule af gruppens tidligere charme tabt i denne higen efter "noget mere", da bandets stræben efter nye horisonter til tider efterlader dem i et musikalsk dødvande. Til gengæld er Monika Petersens denne gang noget mere vidtløftige vokale eksperimenter generelt faldet heldigt ud, og de steder, hvor det musikalske grundlag skaber grobund for det, rykker musikken således op i helt nye luftlag. Ærgerligt er det derimod, at produktionen fra Birdland studiet ikke er specielt tilfredsstillende, specielt ikke når man sammenligner med den langt mere rene, kraftfulde og professionelle produktion, som Jacob Hansen leverede på debutalbummet, mens det mildest talt rædselsfulde, rodede og farveblindt udførte layout i bookletten heller ikke rigtig hører nogen steder hjemme. Alt i alt bliver "The Divine Disharmony", til trods for nogle musikalske højdepunkter, aldrig til andet end et lovende album… og desværre vil ingen løfter foreløbig blive holdt, da bandet i skrivende stund er opløst.