Det mentale musikkatalog
Den københavnske black-duo Sinnrs debuterede tilbage i 2018 med albummet Profound. Dengang tog de mig ærlig talt med storm, for jeg havde ikke forventet kompetent symfonisk black metal fra et band med et navn, der lige så godt kunne være en dårlig hiphopgruppe fra 90’erne. Jeg skal dog være helt ærlig og sige, at trods det faktum at jeg smed hele otte kranier efter dem, så har jeg måske kun hørt Profound en eller to gange siden – og jeg har endda vinylen stående. Ergo forsvandt de fra mit mentale musikkatalog lige så hurtigt, som de entrerede det. Nu er duoen så klar med den efterfølgende EP Detrahamus – også er spørgsmålet vel, om det lykkes bandet at blive boende i mit sind eller ej.
Mere mindre, mindre mere
På Profound virkede det til, at Sinnrs havde travlt med at sparke døre ind for at proklamere deres ankomst. Hvorimod det på Detrahamus virker, som om de er ved at reparere selvsamme døre samt undskylde for forstyrrelsen. De to musikere har skruet HELT ned for både ambitioner og aggressioner for i stedet at fokusere på … Øh … Ja, jeg er faktisk i tvivl om, hvad fokus er på. For det er ikke på de store, orkestrale ideer, ej heller er der guitarriffs så kolde som issyle at finde længere, og trommespillet virker også noget vagt i det.
Kort sagt er denne efterfølger en spag størrelse, der hverken vil frem eller tilbage, men i stedet står midt på stuegulvet og træder sigs selv over tæerne og virker forlegen. Det er faktisk så grelt, at det er svært at forstå, man har med samme band at gøre. Al den energi og furore, de havde tilbage i 2018, er forsvundet som dug for solen, og det er både uforståeligt og en skam – for de havde virkelig potentiale, de kunne nemt være blevet Danmarks førende symfoniske black metal-band (dels fordi de havde, hvad det krævede, og dels fordi tronen ikke var okkuperet), men nu i 2021? Glem det, den trone er nu erobret.
Jeg vil endda gå så vidt at sige, at hvor Profound måske nok var den bedste symfoniske black metal-skive, jeg hørte i 2018, så er Detrahamus den absolut sløjeste symfoniske black metal-skive, jeg har hørt i 2021. Udover ”Last Song on Earth” (som af oplagte årsager burde være albummets lukker), så har denne udgivelse absolut intet at byde på – og selv lige det nummer lider af nogle lidt tarvelige trommer til tider.
Men det er ikke kun selve musikken, den er gal med. Produktionen er tynd som et stykke rispapir, mixet er over det hele, og de forskellige instrumenter kæmper en uløselig kamp om, hvem der skal have lov til at overskygge hvem. Igen må jeg konkludere, at jeg forstår absolut ingen af de tankeprocesser, der må have været vedrørende det her album.
Kedeligt og kønsløst
Kære Sinnrs – kære Maestro og Nero: Hvad fanden laver I? I havde virkelig fat i noget på jeres debut, men nu har I så valgt at skrue helt ned for charmen, men helt op for minimalismen? Det er, som om I har valgt at køre den ind med en form for musikalsk askese – hvorfor dog? Hvad helvede er ideen med ”minimalistisk symfonisk black metal”? Ville I gerne tænke stort, men heller ikke for stort? Ville I gerne larme, med ikke for højt? Var det her virkelig det bedste, I kunne diske op med efter tre år? Var coronakarantænen så hård ved jer, at I helt glemte, hvordan jeres musik fungerede? Eller er Detrahamus resultatet af en overset deadline? Det er jo ikke, fordi I har lavet et dårligt album, og det lyder jo heller ikke, som hvis Dansk Blindesamfund træder rundt i en glasbutik. Faktisk har I bedrevet det, der er værre, for et dårligt album skaber i det mindste samtale. Nej, I har skabt et værk, der er, hvad beige er for farvespektret: kedeligt og kønsløst.