Hvor meget kan hypen bære?

Den argentinske brødreduo Septic Karnage har smidt albummet Into Depravity på gaden med 13 numre, hvoraf otte er featurings. Det er ikke noget, der inden for bandets egen genrebetegnelse, slamming animegrind, rejser mange øjenbryn. Featurings består af nogle meget prominente navne, blandt andre manden bag det geniale enmandsprojekt Yanderechainsawregurgitationfactory og den kontroversielle – og i denne anmelders optik fantastiske – enmandshær, der er Gorepot. Begge eksempler falder ligesom Septic Karnage inden for samme genreomkreds, hvor samples er fra anime-kendingsmelodier, trommerne er programmeret, og der er en høj grad af uventede plottwists. I 2021 kom Septic Karnage i søgelyset, da de var med på en split kaldet Otaku Personality Disorder sammen med Loli Police Department og Waifutomy (senere Waifu Smashed), I samme ryk signet med Gonorrhea Record, der har stort set alle bands, der laver japansk animegrind i Sydamerika. Indrømmet, det er lidt sært med japansk animegrind i Sydamerika, hvorfor det er meget smalt, både hvad angår musikere, der må arbejde på tværs af hinanden, og fans, der tæller en meget udvalgt skare. Ikke desto mindre er forventningerne høje til Septic Karnage, der altså har tiltrukket sig international opmærksomhed.

AI-progressioner, fladt programmerede trommer og kedelige slams

Der er mange ting at forholde sig til på Into Depravity, og det kan godt være lidt overvældende med direkte overgang fra kendingsmelodier fra japanske børneshows til øffende godstogsslams. Og der er meget godt på skiven, det skal siges. Desværre bliver de gode elementer overskygget af dovent udførte AI-progressioner, fladt programmerede trommer, der formår at udhule hyperblastene, falske vokaler af stemmer, der tilsyneladende er i overgang, slams, der alt for ofte bliver udført i selvfølgelig kedsommelighed og grynten, som min 14-årige søn kan gøre bedre. Der er meget langt fra den forventning, der var til udgivelsen, og det, man så lytter til, og det er jo skuffende. Når det er sagt, så lykkes det at levere momenter af riff-lykke; deres samples er ofte ret sjove, selvom de af og til virker dovent udvalgt.

Nummeret ”I’ll Dismember You Alive Untill Send You to an Isekai in Pieces (featuring Gorepot)” er faktisk rigtigt fint, de skal bare lade Larry Wang fra Gorepot køre vokalen i stedet for lave de der trælse inhale-grynt, der lyder som en treårig, der leger gris. På ”Tsundere’s Fecal Defloration (featuring Dehumanizing Itatrain Worship) er det bare pinligt åbenbart, at der er milevid forskel på kvaliteten mellem DIW og Septic Karnage. Selvom jeg ikke tror, det var meningen at sætte dem selv i et dårligt lys, er det ikke desto mindre det, man står tilbage med. Desværre, for DIW gør en superfed figur på nummeret.

Snork!

Det er sjældent, at jeg sætter slamming brutal death metal på og får lyst til at tage en lur. Ikke desto mindre er det præcis det, Septic Karnage formår med albummet Into Depravity. Prominente featurings og gode elementer er ikke nok til at kunne anbefale dette album. Desværre er skuffelsen større end potentialet, og jeg håber, de tager ved lære af det til næste gang. Jeg aner stadig ikke, hvordan de to brødre fra Septic Karnage har tiltrukket så store navne fra brutal og/eller slam og/eller animegrind-verdenen, men det er i hvert fald ikke nok at kende de rette mennesker – man skal også selv kunne sit fag. Det bliver nej herfra, selvom jeg havde håbet på jubel. Så hvis du er til animegrind i alle sine klamme udtryk, så lyt i stedet til de bands, som Septic Karnage har som featuring, for de laver alle noget fedt.