Metalcore med masser af magi
Jeg ser mig selv som et overvejende positivt menneske, men alligevel kan jeg ikke lade være med at spekulere over, hvor ødelæggende det må være at være bitter for evigt. Hvilket jo meget passende er, hvad Semper Acerbus betyder. Hvor mange år går der, før bitterheden æder én indefra? Og hvor meget Gloryhammer-agtig enhjørningemetal skal der egentlig til for at rette humøret op igen? Ingen ved det. Semper Acerbus er et amerikansk metalcoreband, der har eksisteret siden 2016, og som leverer tung, riffbaseret metalcore, ikke ulig deres landsmænd i Killswitch Engage. Trods deres beskedne streamingtal er talentet tydeligt. Spørgsmålet er bare, om verden når at opdage det, før bitterheden vinder over sjælen.
Fortiden og fremtiden smelter sammen
2025 bød på flere stærke metalcoreudgivelser fra blandt andre Spiritbox, We Came As Romans og Malevolence, og Following Omens er en solid start på endnu et lovende år for genren. En genre, som rigtig mange nyder, men som de færreste stadig vil indrømme, at de hører. Justin Bieber-metal, hørte jeg sågar i sidste uge. Allerede efter de to første singler, ”Suffering Awaits” og ”One Day At A Time”, fornemmer man intentionen: Fortid og fremtid skal smeltes sammen. 00’ernes Killswitch Engage møder nutidens Polaris, og resultatet er både genkendeligt og sultent.
En af de ting, som Semper Acerbus mestrer bedst, er at give deres breakdowns mening. Det er ikke bare pauser, hvor alt står stille, det er progression. Uanset hvornår de dukker op, fungerer de som affyringsramper til endnu mere spændende passager. Og når amerikanerne kombinerer dem med stærke riffs som dem i åbningsnummeret ”Suffering Awaits”, rammer de en regulær guldåre. Det tunge “Archangel” leverer sågar en solid dosis aggression og beviser samtidig, at Semper Acerbus kan tale til en bredere skare, også de indviede i moshpitten.
Men som vi alle ved, er et godt riff hård valuta, og midtvejs begynder både originalitet og kreativitet at sive ud af pladen. “The Gallows” hælder faretruende mod uinspireret hardcore, som var det indspillet af en flok 16-årige bøller i en garage med mere energi end idéer. Instrumentalnummeret ”Alluring Vendetta” er heller ikke helt den forførelse, titlen lover. Når en skive kun rummer ni numre, skal dirigentstokken føres med kirurgisk præcision, og her mangler Semper Acerbus lige den sidste nerve, der kunne have løftet helheden fra solid til mindeværdig.
Hørt før, men stadig godt
Following Omens er ikke just et overflødighedshorn af nye idéer, men amerikanerne har alligevel formået at skrue et album sammen med en håndfuld særdeles lækre riffs, som de fleste metalcorefans uden problemer vil kunne nyde. ”Suffering Awaits” og “Wounded” sender os direkte tilbage til 00’erne, hvor metalcore for alvor indtog de store metalscener. Med den rette mentalitet kan Semper Acerbus sagtens vokse sig større, end de er i dag. Især hvis de fremover lader guitarerne tale endnu højere end resten af maskineriet.