Vi vil så nødig gå glip af noget
De fleste af os har nok lukket bogen for 2025, accepteret, hvad der skete, hvad end vi nåede og afskrevet de resterende plusser og minusser. Det privilegium har vi dog ikke helt på Detektorens kontor. Der er stadig et par udgivelser fra det forgangne år, som vi ikke har fået kigget på. Den næste i rækken er jyske Schizophrenic Warfare, der i november smed demoen Sperma Demo 2025 ind ad brevsprækken på kontoret.
Skizofren, grindet krig
Selvom 60 procent af Schizophrenic Warfare udgøres af de tre medlemmer fra Rådden Rektalvæske, så er der absolut intet gore over Sperma Demo 2025. Det er nemlig hovedsageligt primitiv førstebølge-black og død, eller hvad bandet selv kalder 'bestial black war metal'.
Nationalt er konkurrencen begrænset i denne genre — jeg kender kun til Sturmtiger, når det kommer til dansk war metal — men det afholder bestemt ikke “Paimon Blues” fra at åbne med det mest dæmoniske grynt og Tom Araya- og King Diamond-værdige skrig, jeg længe har hørt. At nummeret så yderligere giver et fedt punket, til tider grindet twist på de tydelige Goat Semen- og Black Witchery-inspirerede blasfemiske udgydelser, giver kun yderligere lyst til at fodre løverne i Givskud med det lokale menighedsråd. Samtidig er det ret fedt, at Schizophrenic Warfare med et enkelt nummer formår at være federe end hele Naked Whippers karriere. Og apropos fed, så giver “Polluting Gethsemane” den fuld spade som Bestial Mockery i en kokaindrevet war-metallisk blodrus gennem Vestjyllands religiøse højborge. At skrue nogle af genrens thrashede elementer op til grind er måske noget, som vil få genrepuritanere til at råbe: 'KÆTTER', men det giver unægteligt en mere intens kant. Nok er vi langt fra goregrinden, men jeg klager ikke over, at der bæres elementer med over fra Rådden Rektalvæske.
Hvad der dog hverken giver intensitet eller kant, er demoens sidste nummer, “Black Trident of Vengeance”. Et idéforladt, overbrugt andenbølge-black riff, en lige så idéforladt trommeslager, der ikke rigtig kan beslutte sig for, om det enten skal være black eller war metal, og dertilhørende periodiske afbrydelser af en hvad der mest af alt lyder som en black/thrashet Electric Callboy-rytme, er en decideret træls affære. Men hvis dette nummer skal foregå efter hændelsen på demoens cover, så kan jeg da godt se, at man ikke har de store guldkorn på lager efter at have fyldt en døbefont med et par liter babysovs. Derudover kan jeg heller ikke lige se, hvorfor “Paimon Blues” skal have en solo med overflod af sydstatsblues-twang. Jeg er med på, at nummeret har blues i navnet, men ZZ Top skriger ikke ligefrem antikrist og blasfemi.
Fjenden skal stoppes før Bergen
Hvad end man synes om Schizophrenic Warfare-war metal, bestial black war metal eller bare proto black og død, så er Sperma Demo 2025 et ganske hæderligt udgangspunkt for de fem jyske knægte. Det er en vred, aggressiv og dejligt kaotisk demo, der både trækker i en lidt anden war-metallisk retning, end hvad man normalt hører, samtidig med at der er et godt grindet twist. Hvis gutterne lige glemmer Norge i 90’erne, så vil jeg bestemt se frem mod gruppens næste udgivelse