En sadistisk orkan

Hold fast i hat, briller og hentehår, for der er en storm på vej, og dens navn er Sadist. På bandets nyeste album, “Something To Pierce”, mødes metallens koldfront af varme mellemøstlige rytmer, og genreblandingerne oppisker en musikalsk tyfon. Stormvindene river i ørerne, og lytteren kastes rundt i musikkens mange lag af lydindtryk. Det italienske prog death metal-band blev skabt i 90’erne, men det kan ikke høres, for deres genreblanding virker friskrørt og nyskabende. Albummets titel, “Something To Pierce”, må henvise til trommehinderne, der gennembores af dødsriffs og dybe growls ledsaget af sitarens snigangreb. Der er enkelte momenter af ro i orkanens øje, når synth, vuggende guitarrytmer og englekor svaler øregangene. Vi er dog aldrig helt i læ, for snart rammer bassens stormstød os i solar plexus og slår luften ud af lytteren. Det er en kaudervælsk vejrudsigt på den musikalske front, hvor man aldrig helt ved, hvad man skal forvente. Er der galt, genialt eller begge dele? En collage er et af de sværeste kunstværker at fremstille, fordi det kræver præcision at blande de forskellige lag og indtryk til et sammenhængende hele. Mestrer Sadist at dele sol og vind lige, eller ender de i en klimakatastrofe?  

Sebastian Klein who?

Livet er en æske blandede chokolader, hvor man aldrig ved, hvad man får, siger Tom Hanks i Forrest Gump. Således forholder det sig også med Sadists nyeste album. Det indledende titelnummer, “Something To Pierce”, er en intens trøffel, hvor growls, dybe og bitre som mørk chokolade, overtrækker en knasende bund af blastbeats og groovy baslinjer. Midt i chokoladetrøflens midte gemmer der sig et backingtrack med orgel, hvis ganachebløde toner flyder ud i øregangene. I det hele taget en delikat komposition af fin længde, der virker som en amuse-bouche for resten af albummet. Andre sange har mere karakter af de marcipanbrød, som befænger enhver Anton Berg-æske med deres folkekære banalitet. Midt i metalmarcipanbrødets velkendte (og udtrådte) guitarskalaer har Sadist dog gemt en overraskelse: Proggede poprocks springer ud og angriber ganen med brud på så mange genrekonventioner, at man kommer i tvivl, om hvorvidt noget længere er helligt. I “Nove Strade” er der smagsnuancer fra det græske køkken med zorbalignende tempoopbygninger, mens vi på “The Best Part Is The Brain” mødes af indisk karry med smæk på sitar og hofteskubbende beats. Alle disse lag af lydindtryk ledsages af et epic metal-inspireret englekor, som igen kontraheres af veludførte growls og dybdetrawlende bas. Det er en genrelagkage af uanede dimensioner, og man sidder tilbage med en let forvirring over, hvad den laver der midt i chokoladeæsken. Det er genialt, når det virker. Særligt på numre som “Dume-Kirke”, hvor den synthede intro leder tankerne hen på Trevor Jones’ “Into The Labyrinth”. På numre som “Kill Devour Dissect” fremstår smagskompositionen dog for rodet, og man sidder tilbage med følelsen af lige at have spist en af Sebastian Kleins ulækre madder. 

Death by chocolate (and metal)

Prog er en af de sværeste genrer at definere, fordi en del af dens grundærinde er at bryde andre genrekonventioner. Sadist viser på “Something To Pierce”, at man stadig kan være nyskabende inden for dødsmetal, men deres death by chocolate (and metal) cake har for mange lag. Det er godt at være ambitiøs, men deres kompositioner savner stramhed. Deres kreative lystleg med genrer vækker dog appetitten i forhold til, hvad bandet i fremtiden kan finde på.