Døden fra Ungarn

Rothadas er ungarsk for forrådnelse, og da albumtitlen er en stor mundfuld, kommer her en oversættelse, venligt stillet til rådighed af kunstig intelligens: ’Tornehaven … fristelsens evige fornemmelse … spøgelsesklokke’. Med bandnavnet in mente er scenen sat i metalland. Det er ondt, beskidt, dødsmetallisk doom. Eller doomet dødsmetal. For at ramme ungarerne klarere ind, retter vi blikket mod Finland, hvor Hooded Menace holder dødsdoomguldmedaljen højt.

Banket til døde i en tornehave

Spøgelsesklokken er ungarernes nummer to, og det kunne såmænd have været deres 14., for det er rutineret og udført med exceptionel ekspertise. Lytteren hamres hjælpeløst rundt i et lydunivers, der ikke rider det samme riff to gange eller gentager de samme idéer. Det myldrer med modbydeligt onde sekvenser, tempoet veksler mellem langsom doom og hektiske blastbeats i skæringer, der gerne runder syv-otte minutter. Det er en mental sandblæsning som under et bombardement fra Mike Tyson. Overlever man de første par gennemlytninger, begynder parallellerne til Hooded Menace at udkrystallisere sig. Finnerne bevæger sig i samme genre, men gør sig mere i langsom doom med vægt på sørgmodigt tungsind. Noget, som Rothadas kun sporadisk berører, eksemplificeret i afrundingen af både ’Vértükör’ og ’Sóhajok kapuja’, for så overraskende at køre den fuldt melankolsk ud på sidste skæring, ”Az örök isten Lucifer”. Ungarerne synes at være direkte kaldet til at spille hurtigt, for der er blastbeats i hvert nummer, en ting, som finnerne kun sjældent gør. Men det er faktisk kun i de fine og alligevel ret afgørende detaljer, forskellen mellem de to bands ligger. ”Az örök isten Lucifer” ville passe fint ind Hooded Menace’s Ossuarium Silhouettes Unhallowed. Slægtskabet synes logisk, når man betænker, at det finske sprog udspringer af blandt andet ungarsk, uagtet at det er umuligt at høre forskel på finsk eller ungarsk growl. Derfor er det fornuftigt at growle på modersmålet, for det er alligevel omsonst at lytte bare en enkelt stavelse af. Dermed er der ingen grund til angelsaksisk leflen for at ramme et internationalt publikum. Ungarerne lander alligevel ikke på en tilfældig rockradio, dertil er de alt for brutale. Alene de komplekse kompositioner vil få de fleste almindelige dødelige til at smide håndklædet i ringen. For nu at blive i bokseanalogien, så indkasserer man utallige nyreslag og kæbestød undervejs. Åbnerens vekslen mellem langsom Sabbath-inspireret doom og blastbeatdød er i den grad så abrupt, at det nærmest er stressende og går direkte i kæbemusklerne. Den skæring kræver tilvænning, men lader lytteren slippe ud af pinen i en sekvens sendt fra thrash-himlen: Der savnes kun Tom Araya for at nå samme højder som dem der, ’man gerne må spille noget med’. Men thrashen stikker dog kun hovedet frem lige der, for Rothadas ved godt, hvad de er bedst til. Det er tidligt i karrieren at være så durkdreven.

Rothadas/Hooded Menace – 1:1?

Om stillingen nu er uafgjort, eller om den hælder til den ene eller den anden side, er op til lytteren. Skal det være langsomt og melankolsk, er finnerne nok favoritterne, men vil man have det samme, bare med fuld skrald på, er ungarerne ustoppelige. Personligt har jeg svært ved blastbeats, men må ærligt erklære mig overvundet af helheden, for Rothadas er som en Terminator: Du kan ikke forhandle med den, den er ikke modtagelig over for fornuft, og den stopper først, når du er død.

Spøgelsesklokken er som et destillat af en skyttegravskrig. Ondt med ondt på. Voldsom død i fjerde potens. At trække klassikerkortet er lige vovet nok, men sikkert er det, at Viktor Orban i sammenligning med Rothadas fremstår som en ren skoledreng.