Når kræften efterlader spor

Riverhead er, hvad man kan kalde en supergruppe, og især den nyeste tilføjelse af forsanger Jakob Bredahl (Hatesphere, Smertegrænsens Toldere) gør dem berettigede til sådan et prædikat. Der er utrolig meget erfaring i firemandsbandet, som blandt andet har medlemmer, der kan skrive Halshug og As We Fight på CV’et. I 2018 udgav bandet sit første album, Nothing, som var en postpunk- og punkhardcore-cocktail. I lyset af medlemmernes kompetencer ville det give god mening, hvis de bevægede sig ned ad samme boldgade. Bandet har dog i alle deres pressetekster lagt op til en mere følsom og personlig plade med det nye album, Cancer. Derfor er det helt store spørgsmål, hvorvidt bandet griber dette an med et lidt anderledes lydbillede?

For jeg kan ikke få nok af den følsomme rock

Albummet starter med ”Time”, som er meget punket i sit udtryk. Der baskes hurtigt og bestemt i jævn rytme på lilletrommen, mens Bredahl blæser afsted med sin hæse og meget rå stemme, og mens melodiøse guitarriffs og lækre basgrooves udfylder resten af lydbilledet. Især bassen på albummet er jeg nødt til at smide en bemærkning til, for novra, hvor går den da fedt og tydeligt igennem i mikset på hele albummet. Det er noget, man sjældent hører, og det skaber en slags pop/punk-groovyness i musikken. Generelt har albummet bare en rigtig lækker produktion, hvor alt står rigtig skarpt og har den rette vægt i mikset.

Selvom der er punkede elementer, så vil det være mest fair at kategorisere denne plade som en rockplade med et punket og postpunket islæt, fordi det meste er en rå omgang rock, når alt kommer til alt. Der, hvor pladen bliver allerskarpest og mest nydelsesværdig, er i de momenter, hvor den bliver melankolsk og sårbar. Her mærker man virkelig et nærvær og en oprigtighed fra bandet gennem musikken. Sange som ”Numb to the World” og ”0806” er sange, hvor man virkelig føler den sviende melankoli og smerten, der ligger bag ordene. Der er tydeligvis stor vægt bag de sange. Selvom Bredahl ikke er en stor sanger i sit rene vokalspektrum, så er der stadigvæk en fed nerve i hans vokal, og det er ærligt talt svært ikke at få nogle af de melodiøse strofer plantet fast i hjernen. Indimellem kan hans rungende vokal og leveringen af ordene godt kaste tankerne hen mod Sort Sols Steen Jørgensen. ”0806” er klart albummets mest følsomme sang og står helt nøgen i sit udtryk. Der er kun en akustisk guitar til at akkompagnere Bredahls stemme, som behandler det aftryk, et forløb med kræft satte i hans liv.

Resten af pladen har ikke helt den samme gennemslagskraft. Selvom det er en omgang gedigen rock, hvor musikerne tydeligvis godt ved, hvordan de skal støbe sange. Der mangler bare det personlige islæt og hele faktoren med at blive ramt som lytter på samme niveau, som man bliver ved de andre sange. Selvom der er en god energi og nerve, så føler man nemt, at der lige mangler nogle ekstra lag. På en måde bliver det noget ensformigt i det vrede spektrum af pladen. Det bliver næsten, som om de følsomme sange, som er pokkers gode, faktisk står alt for skarpt i kontrast til resten af pladen. Der opstår et savn efter magiske momenter, som de følsomme sange plantede i bevidstheden. Man mangler det nærvær, som de sange skabte.

En flod af rørstrømskhed

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Riverhead har skabt en god rockplade, hvor der er plads til følelser på den helt store klinge, om det så er sorg eller vrede. Der er ikke nogen tvivl i mit hoved om, at dette vil blive et af årets bedste danske rockudgivelser, da det er sammensat af kompetente musikere med noget på hjerte, og produktionen er flot. Selv efter mange gennemlytninger har pladen dog det problem for mig, at de stærke momenter som ”Numb to the World” og ”0806” næsten bliver for stærke. Det lyder som en underlig problematik, men pointen er, at selv ved rigtig mange gennemlytninger efterhånden er det kun de to sange, jeg kan huske. Man efterlades med følelsen af, at resten af albummet mangler den pondus, selvom de sange nok bliver sjovere live. Herfra skal roserne dog lyde for at skrive musik med så personligt et tema. Det er modigt, og flere bands må gerne praktisere det.