Spoiler alert!
Kindred: Act II er – næppe overraskende – opfølgeren til Red Cains debut, Kindred: Act I, fra 2019. Den canadiske trio, hvis musik bedst kan beskrives som, og hold nu godt fast, gothic-industrial-prog-groove. Tænk Kamelot møder Type O Negative møder Marilyn Manson møder Moonspell, og drys så lidt HIM ud over hele herligheden. Så er det store spørgsmål så, om denne vanvittige fusion fungerer? Spoiler: det gør den ikke.
Impotent affære
Red Cains lyriske univers lægger sig meget op ad den gotiske vampyrlitteratur skabt af forfattere som Anne Rice, men deres brug af ord som ”Kindred” får mig til at tænke, at de tre canadiere også har spillet en pokkers masse Vampire: The Masquerade i deres unge dage. Desværre er der langt mere Stephenie Meyer end Bram Stoker over Red Cain. Ergo narres man til at tro, at man får serveret en omgang mørk og sexet metal, men ak, ak, ak… Der er absolut intet sexet over Red Cain – tværtimod. Evgeniy Zavarnys vokal ville kunne slå selv Niels Buckinghams liderlighed ned, uanset hvor meget Immergeil han så måtte have indtaget forinden.
Det bedste/værste eksempel på mandens ulidelige vokal må være albummets tredje nummer, ”The Precipice of Man”, hvor han kaster sig ud i en falset så ækel, så hæslig og så falsk, at ens tæer krøller sig så meget sammen, at de stikker op igennem selve foden. Det er muligvis det værste, jeg har hørt, siden jeg anmeldte Majesty forrige år. Men det er ikke nok for den gode Evgeniy at prøve at imitere brødrene Gebis, nej-nej-nej da! Han prøver også at growle, råbe og skrige, og sågar også lidt opera i ny og næ – intet af det fungerer dog, men ej heller er det så slemt som hans falset.
De to andre i bandet, Taylor og Tyler (… seriøst?!), er heldigvis bedre til at passe deres jobs som musikanter. De spiller begge udmærket, og guitararbejdet er generelt ret imponerende, som man forventer af et band, der mener, de er en form for prog-metal. Trommerne er dog uhyggeligt skizofrene og passer aldrig rigtigt til resten af musikken. Det er enten for hurtigt, for langsomt, for højt eller for lavt – jeg ved ikke, om der er gået noget galt i mixet, men håbløst lyder det. Primaeksemplet må være ”Baltic Sea”, som er en relativt gennemsnitlig omgang melodisk prog, men her har Taylor tænkt, at det mest passende trommespil måtte være noget, der mest minder om Darkthrone, så alt imens vokal og guitar prøver at bygge noget storslået op, tromler Taylor det ned med duka-duka-duka-spil. Genialt!
Så er der hele det industrielle element, som primært består af en pokkers masse keyboard- og vokaleffekter, som ikke gør andet end at fylde op i et i forvejen rodet lydbillede. Jeg kunne nemt blive ved og ved med at påpege alle de ting, der slet, slet ikke fungerer for Red Cain og Kindred: Act II, men det er der vist ingen grund til. Derimod er det uhyre svært at finde noget, der virker … tænk engang.
Point for forsøget
Når jeg nu ikke vælger at give Kindred: Act II en lavere karakter trods alle dets mange, mange fejl, skyldes det, at albummet ikke er 100 % håbløst. Der er enkelte instrumentelle passager, der fungerer rigtig fint, guitarspillet er fremragende, og de skal da have point for at have store ideer og ambitioner. At de fleste af ideerne så er deciderede elendige, og at udførslen ofte er pinlig, er så en anden ting. Dog én ting helt sikker jeg springer med sikkerhed Kindrect: Act III over.