Genopstanden igen-igen
Jeg ville gerne have indledt anmeldelsen med en vittighed om genopstandelse, men sandheden er, at Rage aldrig har hvilet på laurbærrene. Fireogtyve studiealbums på otteogtredive år vidner om al tænkelig dedikation og kærlighed til heavy metal, og at dømme på Wings of Rage fra sidste år er der heller ingen grund til at tro, at gruppen har slækket på kvaliteten af deres talrige riffs. Resurrection Day udgør en form for jubilæum, som de færreste grupper når – album nummer femogtyve – og det endda fortsat uden at ryste på hånden.
Rocker, hvor andre ræser
Resurrection Day afløser den ‘cheesy’ ulvehyl-og-tordenskralds-intro fra forgængeren med en nærmest lige så cheesy orkestral intro, som spiller en dramatisk melodi først på stryger og siden med fuldt orkester. Titelsangen åbner albummet for alvor med et af Rages velkendte heavyriffs samt Peavy i topform. Bevares, jeg fastholder til dels min kritik fra Wings of Rage – jeg synes ofte, ønsket om et råt udtryk står i vejen for vokalens melodi – men Peavy navigerer som altid de hårde riffs og store melodier med bravur. I omkvædet folder han introduktionens tema imponerende ud, og det er åbenlyst, hvor meget han til stadighed brænder for musikken.
Der er næppe noget nyt under solen, og det er der vel heller ikke en ærlig sjæl, der havde forventet, endsige håbet på. Rage veksler behændigt mellem nævesvingende heavy metal, melodisk ditto, drønende power metal og storladne omkvæd, så der er rigeligt grundlag for variation albummet ud. Dog synes jeg, at Resurrection Day læner sig lidt for tungt op ad det storslåede i omkvædene, særligt på B-siden, hvor kun afslutteren ”Extinction Overkill” holder støvlen på speederen i omkvædet. Som hovedregel vinder omkvædene i stedet på store forløsninger og uundgåelige hooks fra vokalen, hvor guitarerne som oftest nøjes med at bakke op med akkorder.
Når det er sagt, så er omkvædene naturligvis også nogle, man husker. Under anden gennemlytning sidder man og nynner med på mindst halvdelen af omkvædene, og det er kropumuligt at udnævne en favorit. Dertil savner albummet hverken fart, hårdhed, groove eller dynamik – tredje nummer, ”Virginity”, leverer alt ovenstående i løbet af første minut, hvorefter omkvædet gungrende melder sin ankomst. Til helvede med om det rocker, hvor andre ræser, der rocker hårdt og finder stadig tid til at lukke en sømbeslået læderhandske om gashåndtaget. ”Arrogance and Ignorance” er endnu en vinder, som fremviser gruppens glimrende evne til at tage stenhårde heavy metalriffs til melodramatiske omkvæd, og hvis nogen skulle være i tvivl, er jeg kæmpe tilhænger af både melodi og dramatik (og hårde riffs!). Ret beset er der kun én sang, som stikker ud i negativ retning; nemlig den folkemusiske ”Travelling Through Time”, som kun har det episke omkvæd til fælles med resten af albummet. Næstsidste ”Black Room” byder på en powerballade, hvilket sjældent modtages vel i mine ører, men det overraskende humørfyldte kontraststykke og den tempofyldte afslutter hjælper på humøret.
Køler aldrig af
Ingen kan stoppe Rage, men hvorfor skulle man også gøre forsøget? Resurrection Day er endnu et solidt album i en efterhånden alenlang række fyldt med riffs og omkvæd, som sætter sig fast i hjernebarken første gang. Denne succes kan i stor grad tilskrives en fornem præstation fra Peavy, hvis vokal indtager førersædet gennem hårdføre vers såvel som svævende omkvæd. Jeg kan kun anbefale Resurrection Day, og det til alle fans af klassisk metal, specielt hvis man foretrækker sine omkvæd i arenastørrelse.