Ungt, dansk and Thrash Till` Death
Denne EP er efterhånden en ældre sag, og mon ikke der snart er nyt på vej fra dette unge danske band? Det håber jeg, for de lægger hårdt ud med Disobey!. Poisoner er en flok unge knægte fra Slagelse, hvor bandet har eksisteret siden 2011. Denne EP er den første officielle udgivelse efter drengene er hoppet ind på scenen om ikke med et kæmpe brag så i hvert fald med en udgivelse, der fortjener opmærksomhed blandt alle jer thrashers derude!
Fra første anslag på guitaren er det tydeligt, at Poisoner har deres inspirationer i orden, for det hele oser langt væk af de store spillere i genren past and present. Her kan høres Slayer, Metallica, Kreator osv., men når det præsenteres så lømmelagtigt og energifyldt, som Poisoner gør det, er det absolut intet problem - i hvert fald ikke i mine ører, hvor entusiasme og spilleglæde altid vinder over originalitet og musisk ekvilibrisme.
Hele registeret af old school thrash metal … på 23 minutter!
Poisoners take på thrash vinder absolut ingen priser, hvis vi snakker originalitet eller nytænkning af genren. Men de spiller deres thrash med en vintagefølelse ment på den måde, at det er lettere naivt på den fede måde, hamrende fængende og aggressivt. Som skrevet overfor er inspirationerne vældigt tydelige, men Poisoner vælter rundt mellem teutonerne i thrashen fra bay Area i San Fransisco, ja selv den deathhrashede stil, som bands a la Demolition Hammer var garanter for, er repræsenteret i løbet af de 23 minutter, Disobey strækker sig over. Vokalen fra Lauritz Andersen er dejligt aggressiv og vel mestendels inspireret af fortidens giganter, han fraserer fedt og lægger et frustreret udtryk ned over musikken med stor succes.
Produktionen på skiven fortjener også ros, specielt rytmeguitaren lyder hamrende fedt, og trommerne har et cool organisk udtryk – bravo!
Èn må jo konkludere at …
Poisoner har udgivet en lækker EP, der sprudler af spilleglæde og en higen efter at skabe thrash, der lyder som thrash - her er ingen moderne groove-stykker eller latterlig melodisk vokal blandet ind, nixen bixen, Poisoner sværger til den gamle skole og rammer totalt plet i denne anmelders thrashhjerte … Jeg glæder mig til at høre meget mere fra disse unge lømler … Gerne en fuldlængde på et fedt selskab, for det fortjener de sgu!!!
Kommentarer (1)
UMUR
Indlæg: 93
OK old school thrash med en
OK old school thrash med en lidt skramlet production. 8 kranier er måske lige i overkanten taget den generelle standard indenfor genren in mente, men det er da en rimelig god første release.