Ny Nu Metal
Ja, så skete det. Vi burde have set det komme, vi har jo oplevet lignende katastrofer før. Men 2018 blev altså året, hvor en ”nu metal revival” opstod, da bands som Alien Ant Farm, Limp Bizkit og Papa Roach pludseligt begyndte at røre på sig for alvor. Og man kan ikke sige nu metal uden at sige P.O.D. – bandet der tilbage i 2001 udgav Satellite med numre som ”Boom”, ”Alive” og ”Youth of a Nation”. Tre numre der virkelig sparkede gang i deres karriere, men også i hele musikgenren. Men udover de tre numre og den ene udgivelse, vil de fleste nok have svært ved at nævne noget P.O.D. ellers har lavet. Og hvis man bruger lidt tid på at læse op på deres andre udgivelser, vil man nok hurtigt se, at der er tale om en middelmådig omgang roderi.
17 år fra eller til
Så der er altså gået små 17 år, siden P.O.D. har været sådan virkeligt relevante. Men har de så lært noget? Har de udviklet sig? Har de et reelt budskab? Rent musikalsk, så lyder samtlige sange på Circles som om, de er fra 2001. Der er absolut ingen udvikling og intet nyt. Det er stadig middelmådig rap, der møder middelmådig far-rock. Men ulig i 2001, hvor det hele var lidt nyt og spændende, så er det eksakt modsatte altså resultatet her i 2018. Før man overhovedet har hørt ét eneste sekund, så ved man præcis, hvordan samtlige 11 numre på Circles vil lyde. Man behøver nærmest bare læse sangenes titler. Fx intronummeret ”Rockin’ With The Best”, hvor vi bliver ”forkælet” med sand poesi i form af følgende strofe ”I take offense to pussycats hanging in the lions den”. En strofe man kan tilgive, hvis den kommer fra en knøs, der ikke har set sin tyvende sommer endnu, men lad mig lige understrege, at Sonny Sandoval er 44 år gammel…
Men ser man bort fra pinagtig lyrik, så er det værd at understrege, at han lyder præcis, som han gjorde tilbage i 2001, så måske er Gud bare den bedste stemmetræner, for hans stemme er faktisk god.
Trods manglen på musikalsk udvikling, er P.O.D. dog lidt eksperimenterende på denne udgivelse. Fx får vi et fint eksempel på, at nu metal og reggae ikke skal blandes på nummeret ”Fly Away”. Det er muligvis det dårligste nummer, jeg har hørt i år. Nummeret handler om, at det er lidt hårdt at vokse op i ”the hood” og man bare ønsker at flyve væk – poetisk. Sangen er ekstremt repetitiv, og det gennemgående riff er så irriterende, at det er umuligt at høre nummeret ud i én køre.
Irrelevant gøgl
Circles er en underlig udgivelse. Den er velproduceret, bandet spiller udmærket og Sonny synger, som tidligere nævnt, udmærket. Men alligevel, så kan jeg ikke forstille mig, at nogen vil kåre dette til at være årets udgivelse. Det er som om, at der konstant er fokus på de forkerte elementer. Fx hvis der er fokus på vokalen, står det klart, at lyrikken er virkelig dårlig. Hvis der er fokus på et guitarriff, er det et af de dårlige riffs osv. Hvilket er en skam, for der er ganske fine strofer og udmærkede riffs, men når de er der, bliver de overskygget af alverdens gak og gøgl, som bandet mente var vigtigere. Jeg bliver aldrig fan af hverken nu metal eller rap, men jeg hørte da også P.O.D., da de var relevante – det er de bare ikke længere.