Anden del af dobbeltalbummet Juggernaut, denne gang med undertitlen Omega, byder på mere vildskab, men det er stadig ikke helt nok.

En udviklingshistorie over to albums

Juggernaut: Omega er anden del af dobbeltalbummet fra Periphery. Anmeldelsen til første del Alpha kan også findes på hm.dk. De to skiver er konceptalbum, som fortæller historien om en mands udviklingshistorie. Hvor Alpha handlede om selve hovedpersonen, fokuserer Omega på en række begivenheder, der er med til at udvikle karakteren på godt og ondt.

Lidt mere vildskab, men stadig det samme

Der er stadig masser af både djent, clean vokal og teknisk snilde. Albummet fortsætter i samme stil som Juggernaut: Aplha, og ligger ud med en kort instrumental intro, hvorefter skiven eksploderer i et metalore-agtigt nummer. Et rigtig godt indspark, som desværre mister pusten, da den clean vokal går ind og overtager.

Det virker som om, bandet på Omega-skiven har valgt at udfordre sig selv mere. Der er blevet mere plads til variation i tempo, følelser og aggressioner. Der er lidt mere vildskab at hente på skiven end på Alpha, men det bliver i sidste ende for meget af det samme. Det skal dog til bandets forsvar siges, at titelnummeret ”Omega” er rigtig godt skruet sammen, og de 11 min. nummeret varer, byder på en god mængde djent og skrigende vokal. Uden tvivl dobbeltalbummets bedste nummer, og et nummer hvor bandet virkelig giver los.

En til glemmebogen, desværre

Hvorfor Periphery udgiver et dobbeltalbum, er en gåde for mig. Niveauet er på hele Juggernaut højt, men der ender med at være for mange overflødige numre på de to skiver. Derfor bliver albummet heller aldrig et, der fanger mig og ud over titelnummeret, er resten af skiven hurtigt glemt.