Paul Gilbert har alle dage stået for mig som en virtuos guitarist, men indtil nu har jeg aldrig rigtig tænkt over, hvori hans særpræg bestod i forhold til andre hurtige nodemaskiner. Man er aldrig i tvivl om, hvornår man lytter til Joe Satriani, Steve Vai eller Mattias Eklundh, men er der en Gilbert-lyd? Det er der bestemt, er min konklusion efter at have nydt denne nye instrumentale opus. Paul Gilberts tone, både i selve fraseringen og i kompositionerne er en personlig mellemting mellem gammel Rush og gedigen boogie-bluesrock à la Aerosmith. En blanding, som jeg ved nærmere eftertanke også hører i meget af Mr. Bigs materiale (f.eks. på "Bump Ahead"-albummet). Men hvor vægten i Mr. Big lå på de catchy, bluesede melodier, er det de detaljerede, tekniske, progressive nummerkonstruktioner, der er fremherskende på "Get Out of My Yard". Vi får dog også en del mere fredelige bluesrockede numre i stil med Steve Lukather og hyggelige groovy numre som "Straight Through the Telephone Pole" og "Rusty Old Boat", der henleder mine tanker på Steve Morse og Dixie Dregs. Men der er aldrig noget, der bare lyder som en kopi af noget andet – der venter altid en overraskelse lige om hjørnet i form af et ualmindeligt heavy riff eller en hyperteknisk Liquid Tension Experiment-agtig vending.
Jeg fandt produktionen uinteressant til at starte med, men nu holder jeg meget af den. Gilbert har valgt en skrabet, tør, let live-agtig lyd, der faktisk minder meget om et gammelt Rush-album som "Moving Pictures" – og understøtter det forbløffende organiske resultat, der er kommet ud af en plade, hvor Paul, med undtagelse af fire numre, spiller alt undtagen trommer selv (de bliver håndteret kyndigt af den for mig ukendte Jeff Bowders). Hvis man holder af instrumentale Rush-klassikere som "La Villa Strangiato" og "YYZ" er dette album faktisk et must.
Det kunne være et kritikpunkt af "Get Out of My Yard", at albummet mangler en seriøs dybde under den herligt underholdende overflade. På den anden side virker det uretfærdigt over for et album, der bevidst har en uhøjtidelig atmosfære hele vejen igennem: fra coveret, hvor Paul Gilbert står parat til at jage uvedkommende ud af forhaven med sin elektriske guitar, over den blærede leg med en ekkopedal på "The Echo Song", til den kitschede sologuitar-udgave af finalen fra Haydns symfoni nr.88 (der for øvrigt er meget loyal over for sit forlæg) og sådan i det hele taget.
"Get Out of My Yard" har indtil nu vundet på hver af mine gennemlytninger, men jeg "nøjes" foreløbig med det størst mulige 8-tal, jeg kan diske op med.
