Hov, har jeg ikke hørt det her nummer før?
Tyske Path of Destiny har spyet deres sataniske, om end melodiske budskab siden deres første demo, Dead End Roar, udkom i 2008. Stilen er fortsat melodisk dødsmetal tilsat lidt ekstra Satan og mørke – bare for en god ordens skyld, dog uden det på noget tidspunkt kammer totalt over og havner i black metal-land. Tænk Arch Enemy møder Asphyx med lidt God Dethroned-krymmel på toppen. Med andre ord, så lyder Path of Destiny som noget, man har hørt før. Mange gange før.
Gad vide, hvad der er i fryseren?
Originalitet er simpelthen ikke Path of Destinys force, det er tydeligt, at de har fundet en formel, de er godt tilfredse med – og så er planen at følge den, uanset hvad! For eksempel er bandet pjattede med tallet 11 – samtlige af deres tre udgivelser har alle 11 numre, hvilket også betyder, at en Path of Destiny-udgivelse kræver små tre kvarter af din tid. Spørgsmålet er så, om det er en investering, der er det værd – det må jeg jo nok tilstå, at det desværre ikke er.
I forhold til bandets musikalske evner er der ikke en finger at sætte på de tyske mørkemænd. Albummet er ligeledes udmærket produceret og mixet, men så stopper rosen også der. For som tidligere nævnt, så er konceptet ”originalitet" ikke et, som de tyske mørkemænd er bekendt med, og derfor lyder samtlige 11 numre som noget, man har hørt en myriade af gange før. Konstant sidder man og bliver mindet om samtlige melo-dødsbands, der nogensinde er kommet ud af det vestlige Sverige samt Centraleuropa.
Det er voldsomt problematisk, for det betyder, at man hele tiden får lyst til at slukke for The Seed of All Evil for i stedet at sætte et af de mange andre bands, som de minder om, på i stedet.
Der er simpelthen intet, der fanger ens interesse på albummet, og jeg tog mig i selv i konstant at zone ud. Jeg kom i tanke om, at jeg skulle sende en mail til et køkkenfirma, at jeg skulle smide tøj i tørretumbleren, at jeg havde is i fryseren, og at luftfiltrene i mit klimaanlæg skulle støvsuges. Så når selv dagligdagsopgaver så røvsyge som at støvsuge et filter er mere spændende end The Seed of All Evil, så må man konkludere, at der er noget helt galt her.
Faktisk ville jeg ønske, at albummet i stedet for at være ubeskriveligt kedeligt var dårligt – evt. elendigt. For dårlig musik kan man da i det mindste forholde sig til, der kan man diskutere diverse valg, sangerens manglende talent også videre, men her er der intet at diskutere eller analysere – det er simpelthen bare hvid støj blottet for visioner og personlighed.
Fem mand og nul ideer
Kære Path of Destiny, jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte med jer … Men jeg vil anbefale jer følgende råd: færre numre, mindre fyld og mere persona – bitte! Hvis et band nogensinde havde brug for at ryste posen, så er det jer – I kører simpelthen i ring, og hvis det at sidde og tænke på indholdet af ens fryser er mere spændende end jeres musikalske formåen, så skulle I måske helt droppe det. Kom nu ind i kampen, I er fem medlemmer: en af jer må sgu da have bare én original ide…!
Kommentarer (3)
Krik
Tracklistingen mangler et nummer
Hej Jonathan - Det skulle ikke så glædeligt blive vane at rette på dine anmeldelser(komma) men du mangler "A Dance with the Dead" i din tracklisting. Jeg havde ikke selv bemærket det(komma) havde du ikke direkte benævnt Path of Destiny's besættelse med tallet 11.
Krik
Og fix så forhelvede jeres kommentarfelt
Jeg elsker mine komma'er(komma) og føler mig utroligt diskrimeret af jeres kommentarfelt(komma) der tydeligt er punktum-supremacist
Maja Jajm
Røvpuler
Hej