Panzerballett er et tysk band, der spiller en blanding af progressive metal og såkaldt jazz metal. Tank Goodness er deres fjerde album, og det indeholder otte (primært instrumentale) numre med en samlet spilletid på lidt over tre kvarter.
Blandingen af progressive metal og jazz er utrolig speciel. Det er helt igennem genialt fundet på, og man skulle ikke tro at elementerne fra de to genrer ville klæde hinanden så godt som de gør. Det konstante temposkift der dominerer Tank Goodness kan godt virke forvirrende, men dog er det ret melodisk under overfladen, ligesom gentagelser i løbet af samme sang også bidrager til at helhedsindtrykket bliver lidt mere roligt og mindre rodet. Albummet er overvejende instrumentalt, dog med vokal på coveret af "The Time of My Life" (som utvivlsomt er det fedeste og mest random cover af denne sang, jeg til dato har hørt) og "The Ikea Trauma".
Intronummeret "Some Skunk Funk" er meget jazz-inspireret med flest elementer fra denne genre, mens der er lidt mere metal over de tungere numre, såsom "Giant Steps". Det er en fantastisk kontrast at jazz-delene har så glad en stemning, og så kommer de tunge progressive riffs og ikke bare smadrer det, men sætter det sammen igen og giver det en ny mening. Tank Goodness er et meget eksperimenterende, men unikt og helt bestemt anbefalelsesværdigt album - om end det nok kræver at blive lyttet igennem mere end en enkelt gang, for at man virkelig får noget ud af det.