Orphaned Land spiller koncert i Spillestedet Stengade, København N .
Orphaned Land - All Is One

All Is One

· Udkom

Type:Album
Genre:Prog metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Veludført metal fra en lidt uventet kant

Israelsk metal lyder usandsynligt, men det er det langt fra. Orphaned Land er det bedste eksempel på dette. De spiller progressiv metal, med mange elementer, såsom folk- og dødsmetal. De blev dannet i 1991 under et andet navn, men skiftede allerede i 1992. Deres første album udkom i 1994, og vi er i dag ved femte album. Det hedder All Is One, og det skuffer ikke.

Vi starter ud med en kort intro fra deres velkendte egne på titelnummeret, hvorefter der kommer kor på, og det hele bliver en smule mere episk. Kort efter begynder verset, og den ganske fornuftige mandige vokal begynder. Den er ikke særlig unik, men den er rigtig god. Den er ren, helt uden fejl, og betagende på en speciel måde. Omkvædet er ikke så kreativt, da det mest af alt er "All is one! All is one!". Senere kommer der også en forholdsvis simpel guitarsolo, som passer rigtig godt til baggrundsmusikken, med et twist af mellemøstlige melodier og god metal. Næste nummer starter på samme måde, med mellemøstlige melodier. De fortsætter længere ind i sangen, endda lidt ind i første vers. Sangen her er mere rolig. Den swinger mere end første nummer, hvilket fungerer ganske godt her. Sangen er ikke særlig innovativ, men rigtig headbanging-venlig, selvom den ikke er så voldsom. Tredje sang er en mere følsom en. Der er akustisk guitar med, samt klaver og violin. Verset er også rigtig roligt. Det er ikke en sang man danser eller headbanger til, det er en sang man nyder. Der er gjort lidt ekstra ud af vokalen, og alle de instrumenter der giver en smuk lyd, hvilket virker ganske godt, og er et godt afbræk uden at være kedeligt. Der er også en snært af mandekor til sidst, som virker rigtig godt, men godt kunne have været brugt mere. De efterfølgende numre er ret stille. Så stille, at man næsten begynder kede sig på "Through Fire And Water". Her kommer der dog lidt kvindevokal der pepper tingene lidt op. "Fail" er et mere dystert nummer, hvor det meste af tiden går med en desperat stemme der beskriver et krigsscenarie. Her er også noget growling med, hvilket, trods den rolige sang, virker super godt. Det gør sangen ekstra dyster, og giver en det helt rigtige billede. Der kommer lidt mere fart på, på "Freedom", men vi når ikke op på "All Is One" igen, gennem hele albummet. Sidste nummer er helt stille. Det går rigtig langsomt, og violinerne dominerer guitaren. Jeg tror meningen med nummeret er at det skal være smukt, og det er det skam også til en vis grad. Den bliver bare kedelig! Efter de første to minutter sidder man allerede og keder sig, og det er ikke en god måde at slutte et album af på.

Men på trods af dette har Orphaned Land sammensat et ganske fint album. Det er rimelig varieret, men lyttervenligt, og så har det et twist af der, hvor de kommer fra. Den mandige vokal dominerer, og det er ikke en skidt ting. Den er ikke særlig unik, men har til gengæld en god dybde og sangene er professionelt udført. Fans af symfonisk metal vil nyde Orphaned Land, men folk der leder efter noget en smule anderledes vil også få glæde af dem.

All Is One er titelnummer, single og det bedste nummer på albummet efter min mening.