Det er godt at have nok at lave

Modsat den franske renæssance, som i grove træk dækkede 1400- og 1500-tallet, begyndte den svenske renæssance af melodisk dødsmetal i starten af 1990’erne. At The Gates, Dark Tranquillity og In Flames har inspireret et hav af bands, et af dem er Orbit Culture. I dag står svenskerne som et af de mest spændende navne indenfor genren. Og med god grund. Deres anmelderroste album Nija (2020) var en brutal knytnæve af et album, hvor groove-metallen blev vævet ind på en måde, der gav bandet sin egen skarpe identitet. Opfølgeren Descent (2023) levede fuldt op til forventningerne, og derfor er hypen om kvartettens nye udspil, Death Above Life, både reel og berettiget. Svenskerne har tidligere turneret side om side med giganter som Machine Head, Slipknot og Trivium, men spørgsmålet er, om de nu igen kan brolægge deres egen vej, eller om fortiden denne gang har indhentet dem?

Men man kan også have for travlt

Orbit Culture har altid forstået at balancere det brutale med det melodiske, men Death Above Life er muligvis deres tungeste slagmark til dato. Her er der ingen plads til pynt, kun rå følelser, og de store stadionomkvæd fra Descent er sparket på porten, som var de fulde svenskere forvist fra Systembolaget. Albummets sværdspids ”Inferna” er som at blive smidt ind i et flammehav uden brandslukker. En helvedes bølge af growl, skrig og trommer så rasende, at dine sanser lige skal have ét sekund til at restituere. Nummeret ”Nerve” fortjener også ros. Introriffet rammer som et øksehug og sender en direkte hilsen til Dark Tranquillity, pionererne, som klædte Orbit Culture på til dans. Det er råt, kompromisløst og så melodisk, at selv de gamle Göteborg-guder må nikke anerkendende.

Orbit Culture lyder langt hen ad vejen, som de altid har gjort. Tunge trommer hamrer som artillerisalver, de groovy omkvæd ruller ud i velkendte formationer, og vokalen fungerer fortsat som den bryske general, der dikterer denne musikalske krigsførelse. Den største overraskelse er ironisk nok, at der ikke er ret mange overraskelser at finde. Den ene markante undtagelse er inspirationen fra Slipknot, tydeligt opsnappet efter deres fælles turné. Især titelnummeret ”Death Above Life” lugter af industrial. Det var oprindeligt tiltænkt som åbningsnummer, men blev ifølge et interview med bandet skubbet længere ned på skiven i frygt for at skræmme fans væk. Og dér afslører svenskerne lidt for meget. Problemet er, at de bedste albummer i genren, The Gallery og Slaughter of the Soul og The Jester Race, netop blev skrevet af bands, der sked højt og flot på, hvad publikum måtte mene. De lod deres egne indfald styre slagets gang. Er svenskerne blevet så komfortable i deres egen succes, at de ikke tør skubbe båden alt for langt ud fra kysten?

Ulempen ved at skære ned på det melodiøse træder desværre tydeligt frem på ”Bloodhound”. Nummeret lyder som et efterladt restprodukt fra bandets turné med Slipknot. Stereotypt, pumpende og aggressivt, men uden retning eller progression. Problemet er, at svenskerne her bruger mere tid på at kigge sig over skulderen for at se, hvad andre bands gør, end på at dyrke deres egen styrke. Det samme gælder titelnummeret, ”Death Above Life”, hvor industrial-elementerne aldrig helt bliver andet end en fremmed skal uden kerne. Jeg elsker, når bands eksperimenterer, men det skal være et gennemført koncept.

Imitation er den oprigtigste form for smiger

Selvom Death Above Life er en solid skive, kammer inspirationen fra andre bands en anelse over. Orbit Culture lyder som Orbit Culture, og så alligevel ikke. Der er masser af stærke numre, brutale riffs og tonstunge trommer, men et eller andet er forsvundet i processen. Den tidligere charme, måske? Svenskerne vil gerne lege Slipknot, men det er simpelthen ikke der, deres styrke ligger. Death Above Life føles som en udgivelse, der kunne have haft godt af at ligge og simre et år eller to mere, før den blev serveret.