Er en moderne shaman ikke bare en pusher?
Med en titel som Shaman kunne man måske forvente noget folk-inspireret, mudret metal med skæve, progressive og kaotiske elementer. Men de forventninger skyder svenske Orbit Culture ned på ganske få sekunder, for bandets nyeste EP er 25 minutter med klinisk og steril, moderne metal. Her er ikke skyggen af underjordiske væsner eller gespenster og gravhøje, i stedet sidder man med en svært ambitiøs brainstorm, der desværre ikke helt matcher det endelige produkt.
Hvor skal vi hen du?
Shaman er en spøjs lytteoplevelse, da bandets mange ideer vidner om enorme ambitioner, men udførelsen bliver desværre lidt for kluntet til tider. Orbit Culture vil utrolig mange ting på én gang, og jeg er kæmpe fan af, at man blander ting og tænker ude af boksen. Men det er værd at overveje, om det, man er ved at blande, nu også er en god kombination – så man ikke ender ud i en lagkage med kødsovs, blot fordi man er fan af både flødeskum og bolognese. Åbningsnummeret ”Most of the World” stinker langt væk af Gojira, blot tilsat cello, orgel og breakdowns, og resultatet er desværre noget usammenhængende. Og netop ”usammenhængende” er nok nøgleordet, når det kommer til Shaman, for fair nok at bandet har lavet et album, hvor de hylder alle deres yndlingsbands, men jeg tænker, det er muligt at gøre det OG have en form for musikalsk rød tråd. Orbit Cultures største problem må dog siges at være Niklas Karlssons clean vokal. Igen er det tydeligt, at bandet ønsker at hylde og imitere deres helte, og i denne sammenhæng er det så James Hetfield, det skal gå ud over, for Karlsson ynder at erstatte sit ellers udmærkede growl med en superanstrengt parodi på Hetfield anno 1984. Hvilket blandet med deres ellers så moderne metal lyd giver associationer til alt fra Disturbed til Five Finger Death Punch, som simpelthen er for stor en kontrast til resten af deres lydbillede.
Tag nu bare nummeret ”Strangler”, som er den ledeste omgang metal-gumbo, jeg længe har hørt. Nummeret har elementer af Disturbed, Metallica, Clawfinger og Fear Factory, og resultatet er ærligt talt svært at forklare, men jeg tror, den mest passende beskrivelse ville være ”introsangen til et monstertruckshow”.
Og bedst som man sidder og er godt mættet og lidt træt, kommer man så til EP’ens lukker, ”A Sailor’s Tale” – og nu synes bandet, de skal parodiere Symphony X med store omkvæd designet til fyldte arenaer. Igen viser Orbit Culture, at de absolut har ambitionerne på rette sted, men der mangler en voksen til at hjælpe de her fyre til at holde fokus og øjnene på bolden.
Jeg værdsætter deres ideer samt ildhu, men det opvejer desværre ikke bandets manglende evne til at skrive en god sang. På Shaman kommer de hele tiden tæt på, men bedst som det kører, så opstår der et skift, som trækker hele miseren ud i rabatten, hvor det så går i stå. ”Most of the World” og ”Carvings” er dog begge absolut godkendte, for det er her, bandet kommer tættest på at få alle deres ideer til at hænge sammen.
Potentiale er ikke lig med succes
Orbit Culture er faktisk nogle ret kompetente musikere, og Shaman er et vellydende og velproduceret værk. Nu slog jeg ganske vist hårdt ned på Karlssons clean vokal, men det ændrer ikke på, at han har et stærkt growl, som matcher musikken (ulig hans slatne Hetfieldparodi). Orbit Culture har læssevis af potentiale, men de mangler fokus og musikalsk retningssans; to ting, det kræver for at blive et succesfuldt band.