One Morning Left er et meget spøjst finsk orkester, der blander moderne, melodisk progressiv thrash lidt hen ad f.eks. Textures med emo, electronica, computerbehandlet popvokal à la Cher i 90'erne og øh... 80'er-videospils-techno? Denne beskrivelse vil måske give nogen associationer til Mr. Bungle, Fantomas og andet Mike Patton-vanvid, men One Morning Left er slet ikke lige så hektiske og komplekse. Bortset fra electronica-keyboardet, der ind imellem ligger oven på en tung bund, så er elementerne ikke rigtig blandet sammen. Der er generelt tale om halvlange passager i først den ene, så den anden stil (med det afsluttende "Jack the Flipper" som en mere stramt komponeret undtagelse).

Rent teknisk er der ikke nogen finger at sætte på "Panda Penguin vol.2", der trods titlen er One Morning Lefts første rigtige album (vol.1 var en EP). Sangerne growler og skriger fedt og nuanceret, og den rene vokal lyder klamt poppet, som det nok er meningen, at den skal. De heavy passager sidder tight, og produktionen er god. Men jeg tror, man skal være mere end almindeligt begejstret for techno-dimensionen i bandet for at sluge de somme tider ret lange passager, hvor musikken lyder som en 15 år gammel Nintendo-boks.

Stilmæssige brudflader kan være meget fedt i musik, men jeg synes, der er lige akkurat for længe i mellem dem hos One Morning Left. Har man imidlertid længtes efter at høre, hvordan et gennemsnitligt mainstream-pop-nummer fra The Voice ville lyde med udbrud af growl og thrashgrooves, så er "Panda Penguin vol.2" en o.k. investering. Det er lidt ujævnt komponeret, men solidt håndværk alt taget i betragtning.