Staind, Alice In Chains og Stone Temple Pilots går ind på en bar …

Rock og røverhistorier

Ifølge bandet selv er The OddEven dannet af de to rumvæsner E.T. og Weed, som engang styrtede ned i den amerikanske Nevada-ørken i deres rumskib og har været en velbevaret statshemmelighed lige siden. De to herrer endte i det efterhånden sagnomspundne Area 51 og blev holdt indespærret i en hangar, indtil en dag de brød ud og dannede et band med de mere menneskelige Grant Walker og Jim Cheney. Ja, man er jo nok nødt til at være kreativ med den slags historier, nu hvor musikken slet ikke er det.

Nostalgiske nedslag fra en svunden tid

Den amerikanske kvartet spiller efter eget udsagn riff-orienteret alternativ metal tilsat groovy post grunge og hardrock. Det lyder noget mere avanceret, end det egentlig er, for i virkeligheden spiller de den slags rock, alle andre rockbands spillede fra slut-90’erne og omtrent ti år frem. Nyeste plade fra dem, som er deres tredje i alt, lyder derfor mere, som om d’herrer E.T. og Weed er ankommet i en tidsmaskine og ikke et rumskib. Det er i hvert fald hørt mange gange tidligere i andre udgaver. Men jeg har sagt det mange gange før, og jeg siger det gerne igen: Musik må hjertens gerne være hamrende uoriginalt og hørt tusindvis af gange før, hvis bare den er godt udført og gør det, den skal. De kriterier opfylder The OddEven, og derfor er Outer Space Outtakes slet ikke nogen dårlig plade. Den havde faktisk ligget rigtig pænt på Danmarks Radios hedengangne ‘Boogie-listen’, hvis den var udkommet for et kvart århundrede siden.

Åbningsnummeret, “First Encounter”, og dens efterfølger, “Innocent”, leder tankerne tilbage til dengang, hvor bands som Stone Temple Pilots og Alice In Chains lå lunt placeret på hitlisterne. Riffs, dynamik, groove, melodi og diverse yeah-råb får min indre teenager frem, og selvom det ikke ligefrem er langtidsholdbart, er det faktisk ganske glimrende.

“Come Home”, der er tredje skæring og første single fra pladen, kunne snildt have været et Staind-nummer fra den storsælgende Break The Cycle fra 2001. Den tilbagelænede og yderst simple opskrift – komplet med hæs ‘varm kartoffel i munden-vokal’ – er et musikalsk modefænomen, der døde for mange år siden, men igen: Hvis det virker, så virker det. Og det gør det. “Come Home” er på finurlig vis både superfed og pisseirriterende med sin primitive insisteren på at være en ørehænger. Ligeledes er “Suffering” endnu en banal omgang nostalgi, men for hulan, hvor det rykker! Mage til mægtigt riff skal man lede længe efter, og så gør det bestemt heller ikke noget, at produktionen er krystalklar og lige i skabet.

Cirka halvvejs inde i skiven ryger det hele desværre lidt ned i kadence. Tretrinsraketten bestående af “RIPG”, “Free” og “Soul” lyder som frasorterede Alice In Chains-kompositioner, der i stærk kontrast til pladens første fire skæringer slet ikke rykker nogen steder. Bevares, produktionen er sublim, og den unikke 90’er-lyd, der præger hele foretagendet, er intakt. Det er bare ikke specielt spændende. Og så er den plade faktisk slut. Otte reelle numre på knap 28 minutter? Der kunne godt have været lidt mere.

Post grunge fra det ydre rum

Outer Space Outtakes er ikke noget mesterværk. Det er uoriginalt, ensformigt og på ingen måde fremadskuende. Tværtimod. Men pladen er stadig værd at give et lyt. Især for dem, der som jeg fik dannet store dele af sin musiksmag, dengang post grunge var det vildeste fede i verden, og det modsatte køn blev scoret, når man med fuld indlevelse – og varm kartoffel i munden – kunne spille “Wherever You Will Go” af The Calling på guitar. Kort sagt, så kan The OddEven ikke ret meget. Men det, de kan, mestrer de til noget nær perfektion.