Jeg, mig og mit ego
Hvad gør man, hvis man bor i et land, hvor metal er lige så udbredt som halalkød til Dansk Folkepartis landsmøder? Man laver da selvfølgelig bare sit eget! Det er præcis, hvad manden bag Nuclear Winter, Gary Stautmeister, gjorde tilbage i 2019, hvor han også udgav debuten Night Shift. Han beskriver selv projektet som ”primært heavy metal dog med tilfældige blødere elementer smidt ind i mikset”, hvilket formår at være en relativt præcis beskrivelse – trods det, at den ellers virker noget vag. Gary vælger dog at bakke den sætning op med en genremærkat, der siger ”melodic industrial death metal/alt rock” – hvilket jo også lyder som en spændende blanding på samme måde, som karrysild med lakrids lyder spændende. Men nu skriver vi altså 2020, og Nuclear Winter er klar med sit andet udspil: EP’en Stormscapes!
Ihsahn og Hevy Devy sidder på en tømmerflåde…
Jeg er ret sikker på, at når man i metalkredse siger ordet ”one-man band”, så begynder folk at tænke på Burzum og den myriade af enmandskælder-black metalbands, der findes rundt omkring i diverse nordeuropæiske forstadskatakomber, som alle drømmer om at lave den næste Filosofem. Dette er dog heldigvis (jeg skriver heldigvis, fordi ærligt talt, så mangler vi ikke flere mavesure hjemmemusikere, der tror, de har opfundet den dybe tallerken, blot fordi deres fuzzpedal netop er kommet, og Pro Tools har godkendt mors kreditorkortinformationer) ikke tilfældet med Nuclear Winter. I stedet får vi tre numre, der alle lyder lidt, som hvis Ihsahn og Devin Townsend var gået sammen om at lave en EP. Garys vokal skifter mellem en guttural snerren inspireret af de norske fjelde og så en mere blød fløjsvokal ”straight outta Canada”. Og det fungerer faktisk rigtig fint. Det lyder til dels som en duet med sig selv og tilsat den tunge, djentede, syvstrengede guitars ”chug chug”, så får vi noget, der godt kunne have været en aflagt demo fra både Arktis eller Empath.
EP’en består teknisk set kun af tre originale numre, og er derfor en kort sag, så bedst som man var kommet ind i rytmen og virkeligt følte musikken – ja, så er skiven slut. Eller det er den faktisk ikke, men der er ikke mere originalt materiale at komme efter. I stedet så får vi en coversang – og det er da naturligvis et cover af Frank Sinatras udødelige klassiker: ”New York, New York”. Jeg får altid koldsved, når jeg støder på diverse dødsmetalcovers af kendte numre. Det skyldes nok Children of Bodoms miserable version af ”Oops! I did it again” eller Trollfests foruroligende udgave af ”Toxic” (som gudbedre det er deres største hit, men det siger nok mest om deres eget materiale). Heldigvis minder Nuclear Winters cover mest om noget, Leo Moracchioli fra Frog Leap Studios kunne have lavet, men valgte at undlade at udgive, da de selv hørte resultatet. Det er ikke elendigt, men det er bestemt heller ikke godt og værst af alt, er det heller ikke rigtigt sjovt. Det er sådan lidt en musikalsk ækvivalent til en pruttepude – måske sjovt det første halvandet sekund, men derefter bare en lidt pinlig affære, der trækker ud alt for længe. Men de tre originale numre er fremragende, så dem sætter man jo så bare på igen, mens man markerer ”New York, New York” og med målrettet blik finder delete-knappen – så er den skid slået (pun intended)
Hva’ så, skal du med hjem og se min samling af metalplader fra Zimbabwe? Hov! Vent! Kom tilbage!
Nuclear Winter er et ganske udmærket projekt, og når man tænker på det er én mand der står bag, så er det intet mindre end mageløst. Tre superstærke originale numre, og så et fesent cover – det er absolut godkendt og hey, nu kan du prale af at kende et metalband fra Zimbabwe!