21st Century Schizoid Metal
Hvad får man, når man parrer All That Remains, Dream Theater, U2, Toto og Linkin Park? En seriøs omgang musikalsk skizofreni vil mange måske sige, men det rigtige svar er faktisk det franske melodic metalcore/prog metal outfit Novelists, hvis andet udspil, Noir, udkommer her på fredag. Novelists er en samling meget talentfulde musikere, der altså ikke er bange for at trække en række vidt forskellige referencer ind i deres musik, og det slipper de faktisk for det meste rimeligt hæderligt fra.
De tilføjer den traditionelle melodic metalcore en hel del prog metal-kompleksitet, og de fremviser gerne deres talenter på både 8-strengede guitarer og 5-strenget bas. Den tekniske kunnen er der altså ikke noget at komme efter, heller ikke deres melodiske tæft. Der er masser af ’raise-your-arms-and-sing-along’-momenter her, men Noir er dog ikke et album uden problemer. De mange poppede indslag kombineret med den fine produktion gør, at det hele bliver lidt for glat og kønsløst. Samtidig er det utroligt svært at forstå, hvad den ellers glimrende forsanger Matt Gelsomino synger. Det gælder både hans ret kønne cleans og de mere hårde vokaler. Ofte kommer man ligefrem i tvivl, om han synger på fransk eller engelsk!
Sukkersød metalcore. Kan man det?
Første nummer, ”L’appel du Vide”, lægger ud med et The Edge-inspireret guitartema, der går over i et lækkert, lidt proggy, melodisk riff. Fin start, men der er faktisk en del af sangene på Noir, der starter på samme måde, og det bliver lidt problematisk i længden.
Næste sang, ”Monochrome”, er en sukkersød ballade. Tænk Toto, bare endnu mere sukker, og det er muligvis det mest poppede nummer, nogensinde anmeldt her på heavymetal.dk! Det er svært at se, hvad Novelists egentligt vil med den her sang, for selvom der som allerede nævnt er mere end rigeligt med poppede, melodiske passager på Noir, så clasher ”Monochrome” markant i sin gennemførte popstil fuldstændigt med resten af dette album.
Singlen ”A Bitter End” er derimod en medrivende omgang melodic metalcore i rimeligt traditionel stil, men det er en sang, der fungerer ret godt, og som viser, hvad Novelists egentlig kan, når det fungerer. ”Stranger Self” bryder pludselig ud i en rent Linkin Park nu metal-sekvens – et ægte wtf-moment – men det klarer de franske talenter sjovt nok glimrende.
For meget formel og for få gode sange
”Joie De Vivre” er et godt eksempel på den formel, Novelists for det meste bruger. Den starter med en lidt proggy intro, der går over i et lækkert riff med et tungt groove. Det bliver så afbrudt af et AOR-agtigt vers, der har potentiale til at sende Toto-fans i ekstase. Det efterfølges af efterhånden mere og mere heftigt råberi. Denne formel fungerer for det meste egentligt fint nok, men efter en 3-4 sange kender vi efterhånden skabelonen. Så på trods af de mange forskellige indflydelser, der trækkes på, bliver det hele faktisk en smule ensformigt. Novelists er et band med mange talenter, men det er, som om de ikke helt kan beslutte sig for, hvad de vil være, og hvor de vil hen med deres musik. De har mange stærke sider, men i længden kan de ikke skjule, at der simpelthen ikke er nok gode sange på dette album. Ærgerligt, men det bliver spændende at følge dem fremover, for potentialet til noget rigtigt godt er der bestemt. Prøv fx at tjekke Novelists ud på Aalborg Metal Festival d. 9.-11. november.