Hvem vil ikke. Hvem vil ikke. Hvem vil ikke gerne være…
Medmindre man hviler utroligt meget i sig selv, har vi alle vel drømt om at være noget andet, end det, som vi laver til dagligt. Skuespiller Will Ferrell var umådelig glad for hans rolle i Anchorman, da han altid havde drømt om at være sportsvært, og Jack Skellington fra dukkefilmen A Nightmare Before Christmas drømte om at være julemand frem for den mest uhyggelige person i Halloweentown. Men hvad har dette at gøre med amerikanske Nothing Mores syvende album, tænker du sikkert? Jo ser du, nogle gange kan det være sjovt at prøve noget nyt, men i sidste ende gør man jo oftest sit arbejde, fordi man er god til det. Nothing More forsøger på deres nye udspil, at vise en endnu blødere rockside, end de har gjort tidligere. Spørgsmålet er så, om CARNAL viser en god ny side af bandet, eller om de må lære lektien på den hårde måde.
Radiovenligt materiale
Nothing More har nydt stor succes, blandt andet på Billboards mainstreamlister, og de har tidligere ivrigt blandet genrer, som var det krymmel på en romkugle. Alternativ metal, rock, progressive, hard rock, metalcore – you name it. Deres nyeste udgivelse, CARNAL, er dog det mest radiovenlige materiale, de har lavet til dato, og flere af numrene lyder mere skabelonsformet end tidligere. Bevares, der er stadig numre med en vis pondus eksempelvis ”HOUSE OF SAND”, hvor Eric V fra I Prevail gæstestjerner, og som med sit tunge riff åbner albummet på fornem vis. Men vi kommer desværre ikke udenom, at mestendels af albummet lider af en identitetskrise værre end Buffalo Bills fra Ondskabens Øjne. Nothing More har tidligere haft en tendens til ivrigt at bruge monologer og korte prologer i deres sange, og denne effekt kammer helt over på CARNAL, hvor vi får ikke mindre end fire numre under halvandet minut. Ingen af dem gør andet end at bygge op til det næste nummer, men de sænker tempoet betydeligt gennem hele udgivelsen. Lige netop dette underminerer de pop-rockede singler, som jo egentlig ønsker det komplet modsatte – nemlig en strømlinet udgivelse. De fleste af singlerne vil derfor passe meget fint til myROCK, men som samlet album forvirrer det mere, end det gavner.
Når det så er sagt, så har Nothing Mores yderst rockede tilgang til sangskrivning også nogle ørehængere, som man ikke kan komme udenom. Især ”BLAME IT ON THE DRUGS” er ekstremt fængende. Her får vi klassisk 00’er-rock maskeret med et fint udvalg af skrig, hvor forsanger Johnny Hawkins skråler for sine lungers fulde kraft i omkvædet, mens han forsøger at vinde samtlige pigehjerter i rummet. Amerikanerne har altid været gode til at skabe noget swing i deres sange, og denne del mestrer de også på ny her på.
Albummet forløser dog ikke alt sit potentiale. Udover de trælse filler-monologer er nummeret ”ANGEL SONG”, hvor David Draiman agerer vokalist, en meget tam affære. Det er muligvis pladens ringeste nummer, og det er synd at låne en så dygtig vokalist og give ham så lidt materiale at arbejde med. Hvorfor så overhovedet prøve?
En detour i sand i stedet for på asfalt
Nothing More beviser på ny, at de er gode sangskrivere og kan levere hitsingler på samlebånd. Men CARNAL er og bliver en detour i deres karriere, som de forhåbentlig ikke bevæger sig ud på igen. De har tidligere bevist på stærke albummer såsom deres eponyme Nothing More og Spirits, at de både kan og vil levere mere, end vi oplever her. I sidste ende når CARNAL også i mål med mange af de ting som den ønsker, men turen derhen igennem sand frem for asfalt tager længere tid, og kræver mere af medlemmerne. Har de ligesom Jack lært deres lektie? Det må vi se, når næste album lander.
