Neal Morse
Prog-rock-geniet Neal Morse har samlet en håndfuld dygtige musikere og under eget navn dannet bandet The Neal Morse Band. Ud over Neal Morse er det mest kendte ansigt i denne konstellation Mike Portnoy (eks-Dream Theater). Mike har tidligere arbejdet med Neal Morse i diverse progressive projekter, hvor det mest kendte er Transatlantic.
The Similitude Of A Dream er en dobbeltplade med elementer fra diverse genrer. Personligt får jeg associationer til Dream Theater, Queen, Beach Boys, Pink Floyd, Ayreon, Rock Horror Picture Show med mere. Hermed er det også 106 minutters underholdning med stor adspredelse rent musikalsk, der dog stadigvæk har de klassiske progressive rock-elementer.
Konceptalbum
Skal det være rigtigt prog-rock, så giver det sig selv, at The Similitude Of A Dream er et konceptalbum. Helt præcist er det et kristent konceptalbum, der løst bygger på The Pilgrim’s Progress, som er en kristen allegori helt tilbage fra 1678. Hvordan dette høres i musikken, har jeg dog ingen anelse om, men jeg vil gætte på, at teksterne indeholder intertekstuelle referencer. Lyttes der til musikken, får jeg derimod klare associationer til diverse bands. Her kan fx nævnes “The Way Of A Fool”, der har en musical feeling og med sine korstykker får mig til at tænke på Queen, men senere på Beach Boys tilføjet progressive elementer. Dette nummer er et af de mere poppede numre, hvorimod der også findes de mere rockede numre som “The Man In The Iron Cage”, der er meget groovy, samt “So Far Gone”, der har et lækkert laid back groove. I disse numre, og generelt, kan der med rette fremhæves guitaristen Eric Gillette, der har en sprød vokal og spiller spændende guitarsoloer. Netop vokalarbejdet fungerer til ug i flere numre, både solosang og korarrangementer. Til sangen kan igen trækkes en parallel til den der musical kind of feeling, som flere numre indeholder. Derudover har flere numre temastykker og små brudstykker, der går igen i flere numre.
Opsamling
The Similitude Of A Dream er et spændende album, og skulle hvert enkelt nummer bedømmes, ville dette kræve flere siders afhandling. Som helhed bliver albummet en smule langt, og nogle numre bliver lidt ligegyldige. Albummet består af et væld af indtryk, og måske er det derfor, at albummet føles for langt. Måske vil de 50 efterfølgende gennemlytninger give mig kohæsion i de 23 sange. Dette er dog ikke tilfældet nu, og trods musikken er spændende, så formår jeg lidt at miste pusten efter en times lytning og må derefter holde en pause, inden jeg hører de sidste numre. Dette skal dog ikke tage kredit væk fra musikken, der virkeligt er velspillet, og imellem de progressive lag findes der også numre med hitpotentiale. 8 kranier får Neal Morse og co. i denne omgang.
