Vi dyrker det onde og hader det sunde

Man behøver blot vide to ting om Nattverd, nemlig at de er fra Bergen, og at deres debut hed Vi vet gud er en løgner. De to simple fakta fortæller os faktisk alt, der er værd at vide om den musikalske stilart, lyrikken, tematikken – ja, vi kan endda regne ud, at hvert eneste medlem har 666 nitter på sin læderjakke. De kære nordmænd spiller nemlig ægte norsk black metal – og vi ved, de værdsætter vores pentagrammer, deres ondskab vil altid bestå, og verden … ja, den er ussel rå!

Nej tak til covers, ja tak til originale tanker!

Nattverds femte album kan nemt beskrives som ’tilpas norsk og tilpas trve’.

De læner sig op ad bands som Satyricon, Taake, Gorgoroth og (tidlig) Immortal. Med andre ord så spiller de en klassisk, rifforienteret og særdeles bøllet variant af black metal. Her er ingen fine fornemmelser, alenlange atmosfæriske passager, banjo eller andet gøgl: bare nittearmbånd og amagerkys.

Ej heller er produktionen unødvendig lo-fi, og det er faktisk meget rart. Selvom det, til tider, kan være meget romantisk, når nyere bands leger med necro-lyd, så bliver det også tit unødvendigt insisterende og ret kitsch. 

Dog er musikkens simple virkemidler også dens banemand. For selvom Nattverd mestrer kunsten at skrive klassisk bølleblack, så kommer man altså langt med lidt variation – jeg siger ikke, de partout skal finde banjoen og trækbasunen frem, men det er tilladt at ryste posen bare en lille smule.

Nuvel, de forsøger da at peppe det lidt op med inklusionen af lidt akustisk guitar og en hæderlig guitarsolo på ”De sviande ord vaagar ikje for sitt liv”, og resultatet er da også fremragende: Vi havner nærmest kortvarigt ovre i noget melo-black a la Frankrig, og dér er altid rart! Men udover det lille svinkeærinde så kører Tidloes naadesloes meget i den samme rille, hvilket nu engang bliver en kende monotont.

Ydermere så er vi lige nødt til at påpege tilføjelsen af en coverudgave af Dødheimsgards ”Naar vi dolker guds hjerte”. Jeg kommer aldrig til at give et album, hvorpå der er et covernummer, topkarakter – punktum. Jeg har intet imod covernumre, men så lav en coverplade – eller spil dem live. Lad være med at inkludere dem sammen med originalt materiale; det virker altid dovent og som et billigt kneb til at klemme mere spilletid ud. Så stop med det!

Godt, men ikke godt nok

Nattverd gør ikke ret meget, men dét, de gør, gør de godt – uden tvivl. Problemet er bare, at der ikke just er en mangel på nyere black-bands fra Norge, der forsøger sig med at lyde som de kæmper, hvis skuldre de står på, men samtidig forsøger at lyde mere moderne. Her kunne man nævne bands som Djevel, Nordjevel og Doedsvangr. Nattverd passer ganske fint ind på denne liste – for noget, de også alle har til fælles, er, at de, trods deres barske ydre, lidt er nogle bangebukse, der ikke rigtigt tør prøve noget nyt eller tænke ud af boksen, ulig hvad Mork turde gøre sidste år.

Så kære Nattverd, hold endeligt fast i det, I kan og gør godt, men I skal også turde noget mere, tak!