Det giver mening på sigt
Da Thomas Eriksen (altså manden bag Mork) tidligere på året forklarede annonceringen af sit sideprojekt, Udåd, med et udsagn om, at behovet opstod, da han følte, Mork havde udviklet sig til en størrelse, hvor den klassiske norske black metal ikke længere passede ind. Det var egentlig et udsagn, der undrede mig, da bandets generelle lyd langt henad vejen var ret typisk for netop den genre. Men nu hvor albummet Syv er landet, forstår jeg fuldt ud, hvad han mente – for dét her er ikke din mormors black metal!
Trve groove!
Ganske vist hedder albummet Syv, da det er Morks syvende, men det burde måske have heddet Sytti, for nok er det da black metal, men det er musik, der er lagt på et solidt fundament af 70’er-prog-rock. Aldrig før har Mork gynget, schwunget og groovet så meget som nu. Bassen er tit og ofte i front, og trommerne jammer bare derudad – dét er totalt bred ymer, og det er nok det sidste, nogen havde forestillet sig, de ville høre fra et band, der tidligere har lavet sangene “Isebakke” og “Invertert Korsfestelse”. Egentlig minder musikken om det, som Darkthrone forsøgte at skabe på sine to seneste udgivelser; forskellen er bare, at Mork slipper afsted med det. Det her er et prima eksempel på, hvordan et band kan udvikle sig, men stadig bibeholde sin essens og integritet. For 70’er-lyd eller ej så kan enhver høre, at det er Mork, der spiller op til dans, især på “Utbrent”, som nok er det nummer, der er tættest på den klassiske norske lyd. Men det viser sig hurtigt, at den kære Eriksen har endnu flere tricks oppe i ærmet i form af både det fantastiske instrumentale nummer “Til syvende og sist”, men især er det “Omme”, der virkeligt tager røven på en. Denne akustiske og meget følsomme ballade viser dels, at Eriksen faktisk har en rigtig flot sangstemme, dels at manden besidder en utroligt følsom og blid side. Jeg er helt reelt imponeret over den udvikling, som Mork har gennemgået på så kort tid, for det er dårligt nok et år, siden Dypet udkom. Der er ikke andet at sige end wow!
Det kræver både mod og held
Jeg antog, at jeg ville synes godt om Syv, jeg antog ligeså, at den nok ville minde om Dypet og tidligere udgivelser. Mine antagelser var delvist korrekte. For jeg synes ikke bare om Syv; jeg synes, det er en genial plade, nemlig fordi den ganske vist minder om den resterende diskografi, men primært fordi den tør være så anderledes, og at den slipper afsted med det så godt, som den gør. At Mork efter tyve år smider en så vovet plade på gaden – husk, vi har at gøre med norsk black metal; en scene, som godt kan være utroligt konservativ – kræver altså en helt utrolig selvtillid. Så bravo!
