Native Construct - Quiet World

Quiet World

· Udkom

Type:Album
Genrer:Prog rock, Prog metal
Antal numre:7

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Når nye talenter udklækkes...

Berklee Music College i Boston er inkubator for mange unge talentfulde musikere. Tre af disse har spillet progressiv metal siden 2011 og har nu fundet tid mellem studierne til at få det udgivet under navnet Native Construct. Skiven hedder Quiet World og er en ganske imponerende debut.

Guf for prog-nørder

Brian Slagel fra Metal Blade opdagede for nogle år siden Native Construct på Berklee Music College - stedet hvor også forbillederne fra Dream Theater blev opdaget ca. 30 år tidligere. Når man hører dette album, forstår man godt hvorfor, han har signeret drengene til sit pladeselskab. Det er nemlig guf for prog-nørder vi har med at gøre, og selvom det ikke er helt så tungt som så meget andet progressivt metal, så er det høje tekniske niveau stadig en ren nydelse for enhver med forstand på musik. 

Hvis man forestiller sig et metallisk mix af de legendariske prog-rockere Emerson, Lake and Palmer og de britiske rocklegender Queen, så har man Native Construct. Det lyder umiddelbart ikke så tungt, og nej, det er det heller ikke. Jovist, her er passager med tonstunge riffs og growl, men gennem pladens syv numre af en sammenlagt varighed på en times tid, hører vi mindst ligeså meget funk, fusionsjazz og tosset elevatormusik, som vi hører metal. Det hele virker ved første gennemlytning lidt skørt, tilfældigt og fjollet, men det er bestemt ikke tilfældet. Native Construct er nogle fabelagtigt dygtige musikere, og denne ret så krævende skive er imponerende sat sammen med sine utallige temposkift, genrehop og generelle tekniske udførsel, hvor absolut intet er tilfældigt.

Ikke for alle og enhver

Der er ingen som helst tvivl om, at prog-nørder, og især dem med hang til fusionsjazz, vil synes om Quiet World. Native Construct må katagoriseres under progressivt metal, men i den særdeles nørdede ende af skalaen, hvor det bestemt ikke er mange bands, der befinder sig. Skiven er ikke for alle og enhver. Her fokuseres ikke på ørehængere eller catchy hooks, men derimod på det tekniske og skæve. Er man til farverig og uforudsigelig prog-metal, så giv denne skive et lyt. Den er ret så interessant. 

Tracklist

  1. Mute
  2. The Spark of the Archon
  3. Passage
  4. Your Familiar Face
  5. Come Hell or High Water
  6. Chromatic Lights
  7. Chromatic Aberration