It’s been 84 years …

Israelske Nail Within er egentlig nogle modne herrer, men ikke just nogle travle herrer. Gruppen udgav sin debut, Nail Within, i 2003 og gik derefter i opløsning. Men nu her, 20 år efter, har ensemblet besluttet sig for at slå pjalterne sammen på ny og udgive efterfølgeren Sound of Demise. Stilistisk set befinder gruppen sig et sted mellem teutonsk thrash a la Sodom og svensk melodød som tidlig Arch Enemy – hvilket, på papiret, virker som en genial kombination – så er spørgsmålet bare, om det i praksis også er det.

Gider I egentligt selv?

Trods det faktum at vi skriver 2023, så skriver Nail Within musik, som om vi stadig var i 2003. Det er lige så ufatteligt tydeligt, at de fem israelske herrer er helt enorme fans af Sodom og Kreator – der er nærmest tale om plagiat. Tag bare de to første numre, ”Bleeding Society” og ”Eyes of Evil”, som er ægte røvballethrash, komplet med 00’erproduktion, hvilket betyder, at det hele lyder knastørt og så fladt, at Lolland ligner Alperne til sammenligning. Først på et nummer som ”Sound of Demise” giver det mening, at bandet bliver beskrevet som ”melodic death metal” på Metal-Archives, for her skifter lydbilledet fra Sodom-kopi til Arch Enemy anno 2005. Nummerets primære riff er som tyvstjålet fra Doomsday Machine, altså hvis Amott havde haft tømmermænd den dag, de havde indspillet albummet.

Hvilket egentlig er essensen af Sound of Demise: Hvert eneste sekund lyder som noget, man har hørt tusinde gange før, bare markant mere udvandet. Der er dog momenter hist og pist, som eksempelvis ”Years of Madness”, der egentlig er gode; man ville bare ønske, at det blev spillet af et bedre band og mixet af en bedre producer.

Nail Within er ikke dårlige musikere, men de er dårlige sangskrivere, og at de ikke har rykket sig en tøddel på tyve år, er helt ufatteligt. Der er simpelthen alt for meget ”far-jammer-i-garagen” over det her projekt; det hele virker mere som en undskyldning for at bælle bajere med vennerne og mindes dengang, ens hår ikke var tyndt, og bukserne ikke strammede helt så meget hen over livet.

Sound of Demise er så gennemført ligegyldig og middelmådig en skive. Det er en plade, ingen har bedt om, og i og med der er gået tyve år mellem dens udgivelse og forgængeren, så virker det heller ikke til, at bandet selv rigtigt gider det her projekt.

Den slags, kun en mor kan holde af

Hvis du sidder og trænger til et mix af tysk thrash og svensk melodød glaseret med en god omgang ligegyldighed, jamen så skal du da bare sætte Sound of Demise på og nyde hvert et sekund. Men jeg har svært ved at forestille mig, at ret mange, måske udover bandmedlemmernes kærester og mødre, synes, det her produkt er rigtig godt. Det bedste, man kan sige om det er, at det heller ikke er totalt elendigt.