NAFT - Dreadful September

Dreadful September

Udkom

Type:Demo
Genrer:Punk, Hardcore
Spilletid:29:42
Antal numre:7

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Danske NAFT (forkortelse for Names Are For Tombstones) har øvet sig godt og grundigt siden deres sidste demo, "Devoted" fra 2006. De spiller betydeligt mere tight på deres nye udgivelse, "Dreadful September" (hvilket siger en del, hvis man lytter til et nummer som "Refuse", der stadig hænger lidt i nogle af overgangene). Men hvor sidste demo havde et mere rocket præg over thrashen, så er "Dreadful September" mere "ren" old school thrash metal – og desværre uden de mange gode, fængende hooklines, der kendetegnede "Devoted".

NAFT har i stedet valgt at lave et mere dystert, mindre melodisk udtryk, men de har efter min mening ikke helt den kompleksitet i arrangementerne, der kan bære fraværet af catchiness. Bassist Casper Wilds halv-growlede vokal bliver også hurtigt lidt ensformig for mig at høre på, en fornemmelse der styrkes af bandets genbrug af harmonier cd’en igennem.

Der er dog halvgode øjeblikke på demoen, f.eks. "Confession... or Less", der bygger fint op fra en stille intro til en majestætisk fremadskridende, let doom'et metalopus. Og så er produktionen også væsentligt bedre her end på sidste demo, idet man denne gang har været i studiet hos "Hævi" Henning fra Red Warszawa. Alt taget i betragtning, da der på nærværende demo både er forbedringer og forringelser i forhold til forgængeren, "Devoted", ender jeg med at give samme karakter som dengang.