Et blødere Mustasch end tidligere
På Silent Killer (2018) var jeg bange for, at svensken havde mistet sig selv en smule, da dele af albummet havde mistet den rå tilgang, som Mustasch virkelig har spillet hårdt på, siden de begyndte deres karriere. På Killing It For Life er dele af denne rå tilgang desværre også smuttet i svinget, dog er Mustasch kommet med et album fyldt med god, gedigen rock, man både kan sidde i sofaen og drikke øl til, men som man også kan give den gas til, når de står på scenen (i hvert fald nogle af numrene). Albummet har glimrende groove, energi og attitude – alt det, jeg forventer af dem – men dog er dette også et album i den blødere ende, og desværre virker det til, at de er gået endnu længere i den bløde retning end på Silent Killer – øv!
God rock, men heller ikke mere end det
God, gedigen rock – det holder jeg fast i, at Killing It For Life er. ”Ransacker” må lide en smule under et poppet, rytmisk udtryk. Når det er sagt, er det ikke et dårligt nummer, for Ralfs helt specielle vokal trækker nummeret tættere mod rocken, og jeg må indrømme, at det er svært at sidde stille, når jeg hører det. På trods af at det er et stille nummer, så begynder ”Before A Grave”, som så mange andre Mustasch-numre før det har gjort det: en helt stille intro, i dette tilfælde med harmoniserende vokaler, der får én til at stoppe op og tænke: ”Hvad foregår der...?”. Nummeret fortsætter over i Ralfs rå stemme, som bygger op til det helt store afbræk, hvilket er meget karakteristisk for Mustasch. Et nummer som dette vil jeg mene at påstå, findes på alle af Mustaschs plader og hører sig ganske enkelt til, selvom lyden er meget anderledes end resten.
Noget virkelig interessant på dette album er nummeret ”Freddie Mercury”, der er en hyldest til, ja, Freddie Mercury, den afdøde sanger fra Queen. Sangen fortæller lidt historie om en af de største sangere, vi nogensinde har haft, og hvordan han har været inspiration til Ralfs musikkarriere. Nummeret er ganske glimrende, og det får lytteren til at bremse op og give lyrikken et grundigt gennemtjek, men jeg vil ikke kalde det mere, end det er – blot en hyldestsang.
50/50 af Killing It For Life er den rå lyd, som kendetegner Mustasch. Det allerførste nummer på pladen, ”Where Angels Fear To Tread”, og så de tre sidste, ”Blood In Blood Out”, ”What Is Wrong” og ”Garlic And Shots”, ligger i den hårdere ende af skalaen, hvor trommer, guitar og vokal bliver sammensat på den måde, man virkelig kender dem i Mustasch-regi. ”What Is Wrong” er det ultimativt bedste nummer på pladen. Her spiller det hårde, rytmiske beat ind, og trommerne giver den energi, som nummeret har brug for. Sammen med Ralfs rå skrigende vokal går det hele op i en højere enhed.
Lader vente på sig med alt det gode
Killing It For Life er et ganske fint album til den blødere side, bortset fra det første og de sidste tre numre, der tuner helt ind på den velkendte Mustasch-lyd. Jeg vil dog nævne, at naturligvis er det rå ikke forsvundet, det er blot blevet pakket ind på en anderledes måde, som sænker energiniveauet på pladen. De seneste to album har generelt været mindre energiladede end tidligere. Det er en retning, Mustasch har valgt at gå, og nyeste album her er ikke dårligt, men at Mustasch er gået i en mere rolig retning end tidligere, ærgrer jeg mig desværre lidt over.
