Hvad hedder bias mon på fransk?

Det er vel efterhånden et årti siden, det engelske ord bias for alvor gjorde sit indtog i det danske sprog. Klummeskribenter, journalister, meningsdannere og sure folk på nettet brugte det i ét væk, og der blev endda skrevet den ene artikel efter den anden, der skulle forklare os, hvad dette banebrydende ord betød – åbenbart havde alle glemt ordet forudindtagethed. Men fair nok, der er også cirka 17 mennesker tilbage i hele riget, der kender ordet sæt, og de er alle over 80 – eller Lasse Rimmer. Vi er alle forudindtagede, om vi så vil det eller ej. Men det at være forudindtaget kan jo både forstås positivt og negativt. Hvis jeg, for eksempel, præsenteres for et black metal-band, der bruger klassiske malerier som albumcovers, er jeg altid overbevist om, det er sand kunst. Hvis føromtalte hypotetiske black metal-band så også er af fransk afstamning, jamen så skal jeg ikke bede om mere! Mürrmürr formår at sætte hak i alle de felter med sin nyeste EP, Katharos. Så er spørgsmålet bare, om jeg kan se forbi min egen forudindtagethed og dømme dette værk på retfærdig vis – sikke et dilemma!

Æterisk schwung

Mürrmürr er et forholdsvist nyt band; de kan knap nok fejre deres femårsfødselsdag. Ligeså har de fortsat til gode at udgive et reelt album, men det er da blevet til to EP’er siden 2023, hvoraf Katharos udkom tilbage i april. Bandet skriver selv, at de spiller post-black, og det må man dælme sige, de gør. Jeg vil næsten gå så vidt som til at sige, de næsten lyder som, hvis Griffon spillede netop post-black. Der er den velkendte bombastiske schwung, som fransk black metal er så kendt for, kombineret med de æteriske melodier og den forpinte, hjerteknugende vokal, der understreger, at følelserne sidder helt ude på tøjet, ikke helt ulig russiske L’Homme Absurde.

Ydermere er der lyrikken, som, ganske forventeligt, håndterer diverse moralske og filosofiske emner samt historiske begivenheder der alle har påvirket menneskets jagt efter og trang til frihed – klassisk fransk med andre ord. Den røde tråd mellem albummets cover, Édouard Debat-Ponsans berømte maleri Un matin devant la porte du Louvre, og sangtitlerne ”Luther” og ”Katharos” understreger netop føromtalte lyriske fokus.

På papiret er Katharos en ekstremt spændende udgivelse, for detaljegraden alene kunne man skrive uendeligt meget om. Problemet er dog, at der ikke er ret meget at skrive hjem om vedrørende selve musikken. For store tanker og lommefilosofi skaber ikke per automatik stor kunst. Og jeg må, desværre, erkende, at der ikke her er tale om stor kunst.

Store tanker, små ambitioner

Med andre ord så er der tale om et ganske jævnt og middelmådigt produkt, og gassen går utroligt hurtigt af ballonen; faktisk er den allerede sivet ud på under fem minutter. For udover ”Luther”, som er glimrende, så er der ikke meget at komme efter her. Kompositionerne er for simple, tenderende banale endda, og jeg savner, at de store ideer og tanker var blevet overført fra sindet til instrumenterne. Der er derfor tale om nogle ambitioner, der slet ikke matcher bandets evner, desværre. Jeg betvivler faktisk, at de har, hvad det kræver at klare sig i branchen, men hvis de virkeligt spænder hjelmen, så kan de, måske, blive et navn, der er på alles læber. Så bedre held næste gang, mes frères!