Teatralske gebærder
Det er et ambitiøst projekt, som den tyske musiker Martin van Valkenstijn har sat sig for. Med bandet Mosaic vil han udforske sin hjemegn, den tyske delstat Thüringens historie, traditioner, myter og legender.
På debuten Secret Ambrosian Fire har han derudover krydret med citater fra kendte digtere og fået en masse hjælp fra en lang række musikere fra den tyske black/folk-scene. Eksempelvis kan nævnes, at Schwadorf fra Empyrium, The Vision Bleak og Sun of the Sleepless både har bidraget med recitationer og stået for mix og mastering.
Og sidstnævnte kan høres. Secret Ambrosian Fire lyder godt. Den er mangelaget og stemningsfuld i sit udtryk. I de momenter, hvor musikken og de teatralske gebærder fungerer, bringer pladen mindelser om A Forest of Stars, dog uden at skeje helt så dekadent ud, som de victorianske briter har en tendens til at gøre.
Tysk accent
Problemet er, at Secret Ambrosian Fire spræller for lidt til for alvor at fungere som album. Sange som “She-Water”, “Ambrosia XIX”, “Wetterdistel” eller “Im Kohlensud” bevæger sig ganske enkelt ikke ud af stedet. De er som sådan stemningsfulde nok, der er fuglefløjt og en spætte, der hakker i baggrunden, men de efterlader ikke rigtigt noget blivende indtryk.
Helt ved siden af skiven rammer “Coal Black Salt”. Hør nu her: Uanset hvilket ikkeengelsksproget land, man kommer fra, så skal man få sin udtale på plads. Det nytter ikke noget, at der synges højstemt på engelsk med “Ses-is-se-sjerman-coast-guard”-accent.
Som lytter bliver man straks katapulteret ud af den stemning, som bandet så møjsommeligt har opbygget, og ja, det er faktisk svært ikke at trække lidt på smilebåndet. Og så hjælper det lige lidt, at Mosaic øjeblikket efter låner tekstbidder fra digteren Paul Celans fremragende Todesfuge.
Det er kun numrene “Cloven Fires” og “The Devil’s Place”, der kan bære betegnelsen black metal. Førstnævnte er en fin nok bagatel, sidstnævnte en episk sag på ti minutter med dramatisk tysk digtrecitation og hele pibetøjet.
Disse to sange virker som forløsende eruptioner i den skånsomt opbyggede idyl, men desværre er de ikke nok til at give Secret Ambrosian Fire den afvekslende dynamik, som er så essentiel for alle album.
Stillestående og indforstået
For udenforstående virker Secret Ambrosian Fire nok for indforstået, for stillestående og ganske enkelt for uforløst. Man kan bedst forestille sig, hvordan hovedmanden Martin van Valkenstijn og den lange række af bidragydere finder pladen repræsentativ for deres syn på Thüringens historie og traditioner. Men for alle andre er Secret Ambrosian Fire desværre bare en af den slags skiver, som man kort noterer sig, hvorefter man trækker på skuldrene, og så er man videre. Man skulle nok have været der.
